Gå til hovedindhold
Skat kontrollerer for få virksomheder, mener eksperter.
FOTO: Colorbox

Skat kontrollerer for få virksomheder, lyder kritikken fra landets førende skatteeksperter. De vurderer samstemmende, at antallet af skatte- og momssnydere er vokset.

Bedst som alt gik forfærdeligt, blev det alligevel værre.

Skats manglende kontrol med virksomheder fører ikke kun til færre penge i statskassen. Den giver også retskafne virksomheder lyst til at løbe fra skatte- og momsregningerne, vurderer landets førende skatteeksperter.

- Lovlydige virksomheder begynder at føle sig til grin for egne penge, når de kan se, at naboen ikke betaler. Manglen på kontrol får flere til at fuppe, siger advokat og lektor i skatteret på Aarhus Universitet, Torben Bagge.

Han vurderer, at antallet af snyde-selskaber er steget siden 2012. Dengang opgjorde Skat, at 10 procent af virksomhederne bevidst fuppede. Og at det årligt kostede samfundet omkring 12 milliarder kroner i tabte moms- og skattebetalinger.

- Vi må forvente og frygte, at tallet er større i dag. Alt andet er ikke logisk set i lyset af de seneste skandaler og den manglende kontrol, siger han.

Mange virksomheder går fri

At 10 procent af selskaberne ifølge de seneste tal bevidst snyder, skal ses i sammenhæng med, at Skat ifølge Rigsrevisionen kun planlagde med at kontrollere tre procent af de 670.000 små og mellemstore virksomheder i 2015.

Med et løst overslag fra Danske Revisorer går 70.000 snyde-virksomheder altså fri af kontrol fra Skat.

I 1999 kontrollerede det daværende Told & Skat 38 procent af virksomhedernes selvangivelser.

Manglen på kontrol møder også kritik fra medlem af Skatterådet og rådgivende skatterevisor, Christen Amby:

- Når enkeltpersoner eller en gruppe starter og lukker inden for samme branche og efterlader gæld, så bør et effektivt skattevæsen følge op. Det sker ikke i øjeblikket, siger han.

Moralsk skred

Christen Amby frygter et “moralsk skred” i samfundet og tilslutter sig vurderingen af, at tallet er højere end 10 procent, som Skat senest har meldt ud:

- Flere virksomheder opdager, der ikke sker noget, hvis de undlader at betale skat og moms, siger han.

Jørn Rise, formand for Dansk Told & Skatteforbund, kalder den lave opdagelsesrisiko for snyde-firmaer “stærkt utilfredsstillende”.

- Kan Skat ikke sikre, at fup-firmaer frygter at blive opdaget, så er samfundet virkelig på den, siger han.