Gå til hovedindhold
Aftalen viser, at økonomien har det fornuftigt, siger arbejdsmarkedsforsker Søren Kaj Andersen.

For første gang siden finanskrisen bliver der med for alvor hentet flere penge hjem til arbejderne i industrien. Vi er væk fra kriseårene, lyder det fra arbejdsmarkedsforsker.

Krisen er forbi. Der er råd til igen at give penge til arbejderne i industrien. Både når der kommer til lønningsposen og en række tryghedsaftaler.

Sådan sammenfatter arbejdsmarkedsforsker Søren Kaj Andersen fornyelsen af overenskomsten på industriens område. Den blev en realitet søndag klokken 14, da den nye aftale blev præsenteret ved et pressemøde i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København.

- Det er bestemt ikke en kriseaftale. Vi er væk fra kriseårene. Aftalen viser, at økonomien har det fornuftigt, siger Søren Kaj Andersen, der er centerleder ved FAOS (Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier) ved Københavns Universitet.

Han peger blandt andet på, at den såkaldte fritvalgskonto har fået en ordentligt løft: Fra to til fire procent af lønnen forhøjes kontoen med i de tre år, som aftalen gælder.

Her bliver der nye muligheder for at bruge kontoen til seniordage, hvor ældre medarbejdere kan holde fri i op til 32 dage om året. De kan også bruges til at være mere hjemme hos syge børn.

Vigtigt signal

Der er også nye penge på den såkaldte mindstebetalingssats. Det fastsætter, hvilken løn ansatte i industrien som minimum skal have. I øjeblikket ligger den på godt 113 kroner i timen. Når overenskomsten udløber om tre år, vil den være oppe på næsten 120 kroner i timen. Den største stigning i mange år.

Langt de fleste plastmagere, operatører og maskinsnedkere får dog i forvejen en del mere end denne sats via deres lokalaftale. Men Søren Kaj Andersen mener alligevel, at det har stor psykologisk betydning:

- Det sender et vigtigt signal til de lokale lønforhandlinger, at der er flere penge at gøre godt med end de tre foregående overenskomstaftaler. Den viser, at krisen er overstået, siger han.

Mere overarbejde

Men hvad så med arbejdsgiverne? Hvad har det fået hentet hjem?

Her har et kardinalpunkt været mere fleksibel arbejdstid. De kan nu indføre ”systematisk overarbejde”. Men samtidig har fagbevægelsen sikret sig gode vilkår for afspadsering, og at man opretholder den normale sats for overarbejde.

Så Søren Kaj Andersen forventer ikke den store modstand her fra fagbevægelsens side:

- Det afgørende er, at der er kommet flere penge ind i industriaftalen og aftaler der kan øge trygheden.

Her peger han på seniordage for de ældre, omsorgsdage til børnefamilierne og et løft af efteruddannelsen.

Transportens tur

Det er dog ikke nok, at fagbevægelsens topfolk kan blive enige ved forhandlingsbordet i København. Hvis ikke murere, chauffører, stuepiger og de mange andre privatansatte arbejdere kan stemme ja til det samlede resultat, falder det hele på gulvet.

Her bliver det ifølge Søren Kaj Andersen spændende at se, hvor meget social dumping kommer til at fylde inden for transport og byggeri, der skal forhandles næste gang. Altså hvor vigtigt det bliver for fagbevægelsen at få skrappere regler for dæmme op for carbotagekørsel og billige polakker på byggepladserne.

- Det afhænger af, hvor stærkt fokus, der bliver sat på dette område fra fagbevægelsens side, siger han.

Forhandlingerne i andre brancher er allerede i gang. Her kan der komme en aftale i hus på transportområdet inden for de næste par uger, hvis det går som det plejer.