To køkkenassistenter bliver alligevel til dyrepassere igen. Og alle dyrepasserne skal på skift være med til at tilberede foderet i et centralt køkken.
Odense Zoo erkender også, at de har begået fejl i forhold til samarbejde med og høring af medarbejderne.
Men ledelsens beslutning om at udlicitere to dyrepassere til et privat firma, der skal muge ud, står dog ved magt.
Det er den meget korte version af den aftale, ledelsen i Odense Zoologiske Have og 3F mandag har indgået.
Ugers uro over “omorganisering”
Aftalen er kommet i stand efter ugers uro over dét, ledelsen i Zoo har kaldt “en omorganisering” for at spare 1,1 millioner kroner:
Planen var, at to dyrepassere pr. 1. januar skulle omdannes til “køkkenassistenter”, sættes ned i tid fra 37 til 30 timer og udelukkende tilberede foder til dyrene i et centralt køkken.
To andre dyrepassere skulle udliciteres til et privat firma og udelukkende gøre rent i stalde og dyreanlæg.
3F rejste blandt andet sag om brud på loven om information og høring af lønmodtagere i forbindelse med de væsentlige ændringer af deres ansættelse. På det punkt har ledelsen lagt sig fladt ned.
Det bedste opnåelige
– Vi er tilfredse med, at ledelsen i Odense Zoo nu har erkendt, at den har begået fejl. Og at ledelsen lover at rette op på dette ved snarest muligt at får styr på forholdene. Jeg er også glad for, at det er lykkedes at sikre, at de to medarbejdere stadigvæk skal arbejde med dyr, lyder det fra næstformand i 3F Odense GOPS, Line Bjørndal.
Hun kalder resultatet “det bedste opnåelige”:
– For vi er meget kede af, at udlicitering fortsat er på bordet, siger hun og understreger, at 3F vil følge implementeringen og udførelsen af det udliciterede arbejde nøje.
Tillidsrepræsentant for dyrepasserne i Odense Zoo, Søren Linde, er heller ikke jublende glad efter mandagens møde.
– Jeg er ikke helt positiv. Men jeg kan se linjerne for et fremtidigt samarbejde mellem medarbejderne og ledelsen i Odense Zoo, siger han.
Han er glad for, at de to dyrepassere alligevel ikke bliver omdannet til køkkenassistenter, men at de får lov til at forblive dyrepassere.
– Men jeg havde håbet på, at de udliciterede opgaver med at gøre rent blev taget tilbage. Det skete ikke. Men heldigvis fik vi sikret, at arbejdet maksimalt må udgøre 74 timer om ugen. Resultatet var det muliges kunst, siger Søren Linde.
Direktør: Nu retter vi op
Administrerende direktør for Odense Zoologiske Have, Jens Odgaard Olsson, erkender, at ledelsen ikke har overholdt de regler, der er på området.
– Vi har haft et samarbejdsudvalg, som historisk ikke har været hensigtsmæssigt indrettet. Faktisk har vi ad to omgange tidligere i 2010 og 2014 afskediget personale, hvor vi ikke har anvendt samarbejdsudvalget tilstrækkeligt. Og også i den her sag har vi brugt procedurer, som vi har haft tradition for i Zoologisk Have, men som ikke har været hensigtsmæssige. Men det er ikke sket i ond tro, siger Jens Odgaard Olsson og understreger, at der nu vil blive rettet op på dét:
– Vi nedsætter et hurtigt arbejdende SU-udvalg med fokus på, hvordan dyrepasserne skal arbejde i centralkøkkenet. I samarbejde skal vi finde ud af, hvordan rotationen kommer til at se ud. Det væsentlige for os er at få etableret et centralt køkken med et centralt ansvar. Men vi er indstillet på, at det centrale ansvar godt kan gå på skift. Men rytmen – om man skal være i køkkenet i en uge, en måned eller et år – det skal vi nu finde ud af sammen, siger direktøren.
Stort arbejde forude
Der er ros fra 3F’s Line Bjørndal til dyrepasserne i Odense Zoo og andre steder i landet for at have stået stærkt sammen og forsvaret deres store faglighed i den her sag. Dyrepassere fra flere dyreparker mødte nemlig op i Odense og viste solidaritet med deres kolleger.
– Men jeg er fortvivlet over al den frustration, denne manøvre hos ledelsen hos Odense Zoo har skabt for alle dens ansatte, især dyrepasserne. Jeg tror, at den besparelse, ledelsen må have forudset med deres omorganisering, er et fatamorgana. Og at ledelsen nu står med et stort arbejde med at få genopbygget tilliden hos medarbejderne, siger Line Bjørndal.
Nu skal tilliden genopbygges
Direktøren medgiver da også, at tilliden nu skal genoprettes i forhold til dyrepasserne:
– Det er aldrig en rar oplevelse at gennemføre en omorganisering. Det har heller ikke været vores intention at gøre det ubehageligt for dyrepasserne. Vi har haft en bunden opgave, men vi må også erkende, at vi kunne have løst proceduren omkring det på en mere hensigtsmæssig måde. Vi holder både af medarbejderne og af dyrene og glæder os til samarbejdet hver dag, understreger Jens Odgaard Olsson.
Han vurderer, at ledelsen og dyrepasserne “grundlæggende er gået fejl af hinanden” i forhold til, at dyrepasserne føler, at deres arbejde splittes op, og helheden med dyrene forsvinder.
– Alle mennesker ville føle det sådan – det kan jeg godt forstå. Men det, som vi arbejder med, er at have dialogen med dyrepasserne om, hvad den her omorganisering så indbefatter. Og det er mere tid til dyrene, mere tid til træning og berigelse, siger Jens Odgaard Olsson.


