Gå til hovedindhold

Bus- og taxachauffører er nogle af de faggrupper, der har en høj risiko for at blive smittet med corona-virussen, vurderer eksperter.

Arkiv / billedbureauet Ritzau/Scanpix

Et enkelt host eller en kort berøring. Mere skal der ikke til, før corona-virussen kan overføres fra en smittet til en rask person.

Men selvom mange risikerer at blive ramt af sygdommen, så er nogen mere udsatte end andre.

Særligt buschauffører og taxachauffører har en øget risiko for at blive smittet. Det vurderer en række af de eksperter, som Fagbladet 3F har talt med.

- Buschauffører transporterer rigtig mange mennesker på en dag og har derfor også kontakt med mange potentielle smittebærere, siger Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet.

Han påpeger desuden, at corona-virussen spredes lettest i mindre, lukkede rum. Derfor er det svært at begrænse smitterisikoen i en bus. 

Ekspert: Jeg ser mange smittede taxachauffører

Forsker i epidemiologi og afdelingslæge ved Aarhus Universitet, Christian Wejse, giver også et bud på, hvilke faggrupper der har høj risiko for smitte. 

Her peger han blandt andet på sundhedspersonalet, men han ser også taxachaufførerne som særligt udsatte.

- Taxachaufførerne sidder meget tæt på de passagerer, som de transporterer. Så de kan lettere få sygdommen gennem spyt og berøring, siger han og tilføjer:

- Jeg har ikke nogen konkrete tal, men jeg har set mange taxachauffører, som er blevet smittet.

Tiltag har ringe effekt

For inddæmme smitten har regeringen og myndighederne iværksat en række nye tiltag.

Der er blandt andet udstedt nye krav til den kollektive trafik, og udbyderne er blevet bedt om at lave foranstaltninger, så passagerer ikke står for tæt i busser og tog. Samtidig lukker man alle uddannelsesinstitutioner samt en lang række offentlige myndigheder ned for at mindske smitterisikoen.

Men det kan have en ringe effekt for den almindelige buschauffør eller taxachauffør.

- De her faggrupper er stadig i tæt kontakt med de mennesker, der stiger på bussen eller i taxaen. Så selvom færre mennesker bruger den kollektive trafik, så vil de stadig være mere udsatte end andre grupper, fortæller Allan Randrup Thomsen.

Han opfordrer derfor til, at alle følger myndighedernes anvisninger for forebyggelse af smitte.