Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

Notice: Undefined index: und i include() (linje 7 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--link-to-article.tpl.php).

Danskerne er generelt blevet rigere siden 2000. Men ledernes indkomst stikker af fra de faglærte og ufaglærte, viser tal fra Danmarks Statistik.

Direktørernes mulighed for forbrug stikker af fra de ufaglærte.
Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Danskerne har fået flere penge på lommen de seneste par årtier. Men direktørernes mulighed for forbrug stikker af fra de ufaglærte.

Det viser tal fra Danmarks Statistik. Fra 2000 til 2018 har der været en kraftig ulighed i væksten i den disponible indkomst – altså den indkomst, man har efter skat til forbrug, husleje og opsparing.

Hvor den gennemsnitlige danske lønmodtager i 2000 havde 161.760 kroner til forbrug, opsparing eller husleje, steg den disponible indkomst til 283.808 kroner i 2018. Men denne overordnede fremgang dækker over store forskelle mellem manden på gulvet og direktøren.

For kontorarbejderen, håndværkeren eller landarbejderen er stigningen i den disponible indkomst gået fra 151.458 kroner til 254.171 kroner svarende til 68 procent. Til sammenligning er de ufaglærte steget med 44 procent.

Men det er lederne på øverste administrative plan, som har fået mest ud af den generelle vækst i landet de seneste år. De har nemlig fået en vækst i den disponible indkomst på hele 87 procent.


Vi er alle blevet rigere, men…

Danmark er et af de lande i verden med mest økonomisk lighed. Alligevel peger udviklingen i den disponible indkomst i retning af, at dem, der har mest, også får mere.

Det bekræfter Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som især har kigget på topchefernes stigende lønninger.

- Vi har kigget på deres indkomst før skat, hvor vi kunne se, den stak af. Det er jo ikke samme forhold som England eller USA, men vi har kunnet se tendensen afspejlet i Danmark, siger Lars Andersen og tilføjer, at der siden 2000 har været skattereformer, som har omfordelt til fordel for de rigeste.

Der har jo været en generel indkomstvækst for hele samfundet i perioden. Nogen ville sige, at kritikken af den øgede ulighed er et udtryk for ren og skær misundelse?

- Jeg kan ikke se, at det skulle være direktørens skyld, at det går godt. I den danske model er der en forståelse fra lederen og ned til manden på gulvet og modsat. Det skaber en tillid til, at systemet er grundlæggende retfærdigt. Og gudskelov har vi ikke tilstande som i USA, hvor manden på gulvet ikke har haft fremgang i realløn.