Der er skrappe krav om at overholde reglerne, hvis du vil søge job i et andet EU/EØS-land med dagpenge. Flere ledige er kommet i knibe, fordi de var for sent ude med at tilmelde sig Jobnet, da de kom hjem. I weekender er reglerne anderledes. Men vær i god tid, lyder opfordringen fra a-kassen.
Det gælder om at være påpasselig, hvis du overvejer at tage dagpenge med til et andet land for at søge arbejde dér.
Én ting er de corona-restriktioner, der gælder. Det er vigtigt, at du er helt opdateret på, hvilke anbefalinger, der gælder, herunder karantæneregler i det land, du gerne vil opholde dig i.
En anden ting er reglerne for at tage dagpenge med til udlandet. For her kan bare et lille ups koste dig dyrt.
Det er sket i flere konkrete tilfælde. I en sag fra 2019 kom en kvinde en time og fem minutter for sent med at tilmelde sig på Jobnet, efter at hun kom hjem fra England. Kvinden kunne dokumentere, at hun havde rejst hjem med fly dagen før, men da en anden passager på flyet kom til at hælde væske i hendes computer, gik den i sort. Derfor fik hun tilmeldt sig for sent, og det kostede hende retten til dagpenge, da hun kom hjem.
Selvom kvinden klagede over afgørelsen – som fagbladet tidligere har fortalt – hjalp det ikke. Det gjorde det til gengæld i en sag, hvor en mand var ét minut forsinket, da han tilmeldte sig til jobnet, efter at han kom hjem fra udlandet. Den minimale forsinkelse kostede ham i første omgang dagpengene, men her valgte Ankestyrelsen dog at ændre afgørelsen, da overskridelsen var så lille.
Andre regler for weekend
Helt den samme nidkærhed gælder dog ikke, hvis dine udenlandske dagpenge slipper op, mens det er weekend. Det fremgår af en tredje afgørelse fra Ankenævnet.
Her var der tale om en mand, som også kom hjem fra England. Hans dagpenge udløb på en lørdag, 14. december 2019. Manden vendte først tilbage til Danmark og tilmeldte sig jobcenteret som ledig om mandagen, altså 16. december. Men det var i orden, vurderede Ankenævnet.
Det vil altså sige, at man kan udskyde sin tilbagerejse til den førstkommende hverdag, hvis den sidste dag i perioden er en lørdag, en søndag eller en helligdag.
A-kassen: Vær i god tid
A-kassesekretær i 3FA Jette Hvarre siger, at det formentligt ikke er frygteligt mange, der bruger muligheden for at søge joblykken i andre EU/EØS-lande.
- Lige nu er det sværere på grund af rejserestriktioner og andet, men under normale omstændigheder kan det være en god mulighed. Måske særligt for yngre mennesker, siger hun.
Jette Hvarre opfordrer til, at man er ekstremt omhyggelig med at overholde betingelserne.
- Som det fremgår af de konkrete afgørelser, så kan det koste mange penge, hvis man ikke er 100 procent skarp på, hvornår man skal være hjemme og så videre. Var det mig, ville jeg sørge for at være tilbage i god tid, siger hun.
- Det er vigtigt, at man får snakket med sin a-kasse, så man er helt klar over, hvad der gælder, understreger hun.
England er som bekendt ikke længere medlem af EU, og derfor skal du kontakte a-kassen, før du eventuelt overvejer at tage dertil for at søge arbejde.