Gå til hovedindhold
En række vidner var i dag indkaldt for Retten i Kolding for at belyse sagen om fire håndværkere, der er tiltalt for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter.

Brutalt og over stregen. Sådan blev arbejdspladskulturen karakteriseret af vidner under dagens retsmøde i sagen om fire håndværkere, der er tiltalt for vold mod en tidligere lærling.

Var det for sjov eller var det et overgreb? Det spørgsmål var centrum for dagens retsmøde i Kolding  i sagen om fire håndværkere, der er tiltalt for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter.

En række vidner var i dag indkaldt for retten for at belyse sagen. Heriblandt en tidligere arbejdsmand i det firma, hvor mishandlingen af den tidligere lærling ifølge anklageskriftet fandt sted i et halvt års tid i 2016.

- Når han (en af de tiltalte, red) laver sjov, så går det bare over gevind nogle gange, fortalte vidnet, der havde arbejde i firmaet i 2016.

- Mange af de ting, som jeg har oplevet, er der ikke ret mange mennesker, der ville have fundet sig i. De ville nok have gjort noget ved det. Jeg har været god til at finde mig i meget, fortalte vidnet.

I det hele taget gav dagens afhøringer flere nuancer på den fremherskende kultur i firmaet:

- Det var okay til tider og lidt hårdt til tider. Der skete nogle vilde ting. Der blev smurt chilikerner i rugbrød, så det brændte i munden, og jeg har oplevet, at jeg fik smidt en læderhandske i hovedet, mens jeg kørte bil, fortalte den tidligere arbejdsmand i firmaet.

Stedfaren blev vred og skuffet

De fire håndværkere, der er under tiltale, afgav deres forklaringer i Retten i Kolding tirsdag. Her nægtede de blankt, at de har været involveret i de ifølge anklageskriftet fem voldelige episoder mod den daværende lærling, der under læretiden var 17-18 år gammel. 

Blandt onsdagens vidner var også lærlingens stedfar. Han kaldte kulturen i firmaet “syg”.

Det var stedfaren, som i sin tid gik til 3F med sagen, da hans stedsøn første gang viste ham videoen, hvor stedsønnen får et kosteskaft presset op mod endetarmen:

- Min reaktion på videoen var vrede og skuffelse. Frustration over, at man sender sit 16-årige barn afsted til lærlingeuddannelse, og så skal han udsættes for sådan noget, sagde stedfaren i retten.

- Jeg har aldrig set noget lignende, og jeg er selv håndværker. For mig er det langt over stregen. Det har ikke noget med håndværkerhumor at gøre. Det er bare brutalt, sagde stedfaren i retten.

Direktør: Det bør ikke foregå

Under onsdagens retsmøde blev der i alt ført seks vidner. Inklusiv direktøren og medejeren af det firma, hvor lærlingen stod i lære. Han forklarede i retten, hvad han tænkte, da han i sin tid så videoen:

- Jeg tænker klart, at det her er ikke noget, der bør foregå på en arbejdsplads.

Også lærlingens stedsøster afgav forklaring. Hun er desuden tidligere samlever med én af de tiltalte og kendte derfor begge, da hændelserne stod på.

Hun fortalte i retten, at hun aldrig havde oplevet sin stedbror tale om, at nogen var gået over stregen på arbejdet. Eller at han var ked af noget.

Hun sagde, at hun havde hørt om mange mærkelige ting. Men at de altid var foregået i sjov.

- Jeg havde hørt, at de har skidt i poser og sømmet hinanden fast. Han (den forurettede) har aldrig holdt noget skjult. Jeg husker tydeligt, at han viste mig videoen - vi sidder i sofaen, og han griner af den. “Hvorfor laver I sådan noget - jeg synes, I er åndssvage,” sagde jeg. Men han grinte stadig - “sådan noget gør vi bare,” sagde stedsøsteren under afhøringen.

- Jeg er helt i chok, da jeg hører om anmeldelsen. Jeg kan ikke forstå det. Jeg ville gerne høre fra min stedbror, hvad der foregår, siden at det bliver meldt. Jeg har prøvet at ringe flere gange, men jeg har ikke haft kontakt til ham siden, forklarede stedsøsteren.

Retssagen mod de fire tiltalte håndværkere afslutter mandag. Her skal anklageren og de fire forsvarere afgive procedure, hvorefter domsmændene vil votere.