Nadia Nadim, Stina Lykke Petersen, Pernille Harder og resten af EM-sølvvinderne blev hyldet af tusindvis af fans på Rådhuspladsen i København efter finalekampen i Holland. Nu fylder de rød- og hvidklædte spillere igen i medierne, men denne gang er det ikke de sportslige præstationer, der er i fokus.

Lørdag brød forhandlingerne mellem Spillerforeningen, der repræsenterer spillerne, og DBU sammen.

Tirsdag løb landsholdets spillere alligevel på banen til VM-kvalifikationskampen i Ungarn, selvom de inden kampen havde nægtet at hoppe i fodboldstøvler og benskinner, hvis ikke aftalen med DBU var på plads.

Det var en delaftale, der gjorde tirsdagens kamp mulig, mens de egentlige forhandlingerne nu er ude i forlænget spilletid. Men hvad handler kampen egentligt om? Er det bare fordi, der er så meget, kvinder ikke forstår?

Hvem er arbejdsgiver?

Spillerne og DBU er blandt andet uenige om, hvem der er arbejdsgiver, når de danske kvinder klæder sig i de røde og hvide landsholdstrøjer. 

Spillerforeningen skyder bolden over på DBU’s banehalvdel og siger, at der er tale om en klassisk arbejdsgiver/arbejdstager situation med DBU som arbejdsgiver og spillerne som arbejdstagere. 

Den bold vil DBU ikke tage imod. De mener, at det er spillernes egne klubber, der er arbejdsgiveren. Ifølge DBU er det ikke et arbejde at spille for det danske landshold, men det er derimod er et tilbud, man kan afvise eller tage imod.

Problemet er, at der hverken er en linjevogter eller overdommer til at afgøre, hvem der har ret. Derfor er LO og Danmarks Idrætsforbund (DIF) inviteret med som mæglere, når DBU og Spillerforeningen på søndag igen sætter sig ved forhandlingsbordet. 

Ligheder med byggebranchen

Hvis Spillerforeningen i sidste ende skyder bolden i DBU’s mål og vinder kampen, får det betydning for de rettigheder, landsholdsspillerne får.

Arbejdsgiveren har pligt til at give arbejdstagerne løn under sygdom, ret til barsel, forsikring ved arbejdsskade og ferie. Derfor vil det ændre spillernes vilkår, når de spiller for landsholdet, hvis DBU bliver deres arbejdsgiver.

Som det er nu, ansætter DBU kvinderne på kontrakter fra gang til gang og giver dem økonomiske ‘kompensationer’ i stedet for løn for kampe og kvalifikationer (se faktaboks).

I byggebranchen har man set lignende sager, hvor bygherren ikke har ønsket at være arbejdsgiver. I stedet for at hyre håndværkere som almindelige arbejdstagere, er de blevet ansat som enkeltmandsvirksomheder, de såkaldte ‘arme og ben’-virksomheder. På den måde har bygherren ikke været arbejdsgiver med de forpligtelser, der følger med.

Hvad sker der, hvis de ikke bliver enige?

Hvis spillerne og DBU på søndag igen rejser sig fra forhandlingsbordet uden en underskrevet aftale, har de stadig tid til at mødes igen, inden Danmark spiller næste kamp.

20. oktober spiller landsholdet mod de svenske kvinder i endnu en VM-kvalifikationskamp, men det er uvidst, hvem der løber på banen i de danske farver, hvis ikke aftalen er på plads.

Det afhænger af, hvad der står i delaftalen, som kun Spillerforeningen og DBU kender indholdet af. Vi ved derfor ikke, om DBU må ud i de danske fodboldklubber og finde deltagere, der ikke er medlem af Spillerforeningen, hvis en egentlig konflikt bliver aktuel. 

Spillerne i 3F-ligaen, der er den højeste liga i dansk kvindefodbold, har meldt ud, at de ikke kommer til at afløse Nadja Nadim og de andre landsholdsspilere, hvis de er i konflikt med DBU.

Hvad så med mændene?

I 2018 bliver det mændenes tur til at forhandle nye landsholdsaftaler med DBU. 

De mandlige landsholdsspillere har derfor god grund til at følge med i, hvad de kvindelige spillere og DBU bliver enige om. Den aftale kommer sandsynligvis til at sætte retningslinjerne for mændenes aftale, blandt andet på det punkt der handler om, hvem der er arbejdsgiver.