De seneste to år har EU flirtet med tanken om at indføre mindsteløn i Europa. Og selvom der stadig er et godt stykke tid til, at loven bliver vedtaget, er danske politikere og dansk fagbevægelse alligevel i højeste alarmberedskab. Og ikke uden grund.

Fagbladet 3F forklarer her hvorfor.

Hvad sker der nu og her?

Torsdag er en vigtig dag. Her skal Europa-Parlamentets beskæftigelsesudvalg beslutte, hvad de mener om det forslag til et direktiv, en lov, som EU-Kommissionen præsenterede i oktober 2020.

Da loven blev fremsat, vakte det ramaskrig her i landet. Men hvis Parlamentet får magt, som det har agt, går det fra noget møg til en fuldtonet katastrofe i dansk optik.

Det skyldes to ting:

For det første: Hvor Kommissionen mener, at mindst 70 procent af lønmodtagerne i et EU-land skal være dækket af en overenskomst, hvis man skal have lov til at slippe for at indføre mindsteløn, så synes Parlamentet, at 80 eller 90 procent skal være omfattet. Hvis det bliver virkelighed, vil det med stor sandsynlighed betyde, at Danmark bliver tvunget til at indføre mindsteløn, da lige omkring 80 procent her i landet er dækket af overenskomster for tiden – og det tal næppe går op de kommende år.

For det andet: Modsat Kommissionen ser Parlamentet også gerne, at der bliver sat konkrete timelønninger på størrelsen af mindstelønnen i de enkelte EU-lande. Det kan hurtigt blive spændetrøje med hensyn til, i hvilket omfang Danmark selv kan bestemme, hvordan en mindsteløn vil skulle indrettes.

Hvorfor er det så slemt med mindsteløn?

Working poor, dette her med, at helt almindelige mennesker ikke kan tjene til dagen og vejen ved at arbejde som rengøringsassistent, betonarbejder eller på fabrik, er et stort problem i Europa. Og her mener mange europæiske politikere, at løsningen er en lovfastsat mindsteløn.

Danske politikere over en bred kam er enige om diagnosen, altså at working poor er et problem, men helt uenige i behandlingen. Her i landet har vi i mere end 100 år haft succes med vores danske model, hvor fagforeninger og arbejdsgivere selv aftaler løn, og det skal EU ikke ødelægge, lyder budskabet.

Hvorfor står Danmark (og Sverige) alene?

I mange EU-lande står fagbevægelsen svagt, så her ser socialdemokrater og venstrefløjen en mindsteløn som et godt redskab til at undgå social armod. Og det fylder mere end hensynet til vores særlige måde at gøre tingene på.

Vi og vores svenske broderland er blandt de få lande i EU, hvor arbejdsmarkedets parter selv aftaler de fleste lønninger.

Er EU-Kommissionen i virkeligheden vores bedste ven?

Godt spørgsmål, svært svar…

Både EU’s beskæftigelseskommissær Nicolas Schmit og den danske næstformand i Kommissionen Margrethe Vestager har gentagne gange forsøgt at forsikre de skeptiske danskere om, at vi sagtens kan bevare vores danske model, selvom andre lande skal indføre mindsteløn. På grund af den før omtalte 70 procents-grænse.

Men det har ikke været nok til at mane frygten i jorden her i landet. Bekymringen går på, at en utilfreds arbejder vil gå til EU-Domstolen og få indført mindsteløn ad bagvejen ved at påberåbe sig individuelle rettigheder.

Men i forhold til Parlamentets radikale holdning til sagen er der trods alt mere lydhørhed over for danske ønsker hos Kommissionen. Så hvem der er venner, og hvem der er fjender, afhænger meget af, hvad man sammenligner med.

Hvad sker der nu?

Når en EU-lov skal vedtages, foregår det ved såkaldte trilogforhandlinger. Altså: først fremsætter Kommissionen lovforslaget. Så finder Parlamentet ud af, hvad det mener. Det samme gør beskæftigelsesministrene i Ministerrådet. Og så skal loven forhandles på plads mellem de tre EU-institutioner, før den er endeligt vedtaget.

Som landet ligger nu, træffer Ministerrådet beslutning til december. Her er forventningen, at deres krav til, hvornår et land kan slippe for at indføre mindsteløn, vil være noget mildere end Parlamentets – og dermed til dansk fordel.

Er dette her enden på den danske model?

Det er som bekendt svært at spå om fremtiden, og djævlen ligger i detaljen. Det mest sandsynlige scenarie er dog stadigvæk, at Danmark i første omgang slipper for at indføre en mindsteløn.

Men risikoen for, at den kan komme ind af bagvejen via EU-Domstolen, afhænger i høj grad af de kommende måneders forhandlinger. Derfor er 3F, FH, Dansk Metal, den danske regering og EU-politikere som Marianne Vind (S) og Nikolaj Villumsen (Ø) på barrikaderne og knokler på for at dreje beslutningerne i dansk retning. 

Og hvornår ender det?

Det kan tage rigtig lang tid at vedtage EU-love. Og nogle gange bliver de syltet i det uendelige, som det for eksempel er ved at ske med et andet kontroversielt forslag om at give EU-borgere mulighed for at komme her til landet og efter kort tid kunne modtage danske dagpenge.

Men en del tyder på, at det ikke kommer til at gå så langsomt, når det kommer til mindsteløn.

Det skyldes blandt andet et pres for EU’s to kernelande: I Frankrig vil præsident Macron gerne genvælges til april. Her vil en EU-mindsteløn være en god vare at have på hylderne.

Og i Tyskland vil den sandsynligvis kommende socialdemokratiske kansler Olaf Scholz gerne bruge en lov om mindsteløn som løftestang for at få hævet lønningerne i bunden.

Så et ædrueligt bud kan være, at loven bliver vedtaget engang til næste forår.