Mindst en dansker har været med til at bryde den igangværende Tesla-strejke i Sverige, hvor den amerikanske producent af el-biler er i konflikt med fagforeningen IF Metall.
Det viser dokumenter fra udstationeringsregistret hos det svenske arbejdstilsyn, Arbetsmiljöverket, som det svenske medie Dagens Arbete – Industriarbetarnas Tidning har delt med Fagbladet 3F.
– Jeg ved godt, at der er strejke i Sverige, men det ændrer ikke noget for mig, siger den danske mand, som Fagbladet 3F har talt med.
– Jeg er teknisk specialist og rejser rundt for Tesla i hele Europa, siger han.
Fagbladet 3F kender mandens identitet, men har valgt at holde ham anonym.
Afbryder forbindelsen
Tesla har ti servicecentre og værksteder i Sverige, og dokumenterne fra Arbetsmiljöverket viser, at den danske mand, der er ansat som “senior service technician” hos Tesla, var udstationeret hos Tesla i Malmö fra 4.-15. marts i år – og igen fra 2.-12. april hos Tesla i Umeå.
– Interessant, siger han kortfattet, da Fagbladet 3F præsenterer ham for oplysningerne.
Derefter afbryder han telefonforbindelsen. Han var ved redaktionens deadline ikke vendt tilbage på Fagbladet 3F’s efterfølgende opkald og besked.
Én dansker udstationeret for tiden
Ifølge Dagens Arbete og data fra Arbetsmiljöverket er der for tiden udstationeret én dansk Tesla-mekaniker i Umeå.
Om der er tale om den samme mand, der to gange tidligere har brudt den svenske strejke, eller en anden person, er uvist.
Siden februar i år har Tesla i 41 tilfælde fløjet medarbejdere til Sverige fra udlandet.
Det drejer sig om i alt 24 personer, der har arbejdet på Teslas værksteder i Malmö, Uppsala og Umeå. Heraf har Dagens Arbete via de sociale medier identificeret de 20.
Ifølge det svenske medie er der tale om eksperter og erfarne Tesla-ansatte, der har arbejdet for firmaet i flere år.
Burde skamme sig
Ud over Danmark kommer de arbejdere, som Tesla har hentet til Sverige for at holde værksteder og servicecentre kørende, fra Norge, Finland, Frankrig, Belgien, Irland, Italien, Luxembourg, Holland, Portugal, Schweiz, Spanien, Storbritannien og Østrig.
Ingen af dem er gået med i den svenske strejke, oplyser IF Metall til Dagens Arbete.
– Der har været organiseret strejkebrud hos Tesla siden den første uge af strejken. Det har involveret både medarbejdere fra Teslas øvrige svenske faciliteter og fra andre lande, siger Carola Andersson, der er formand for IF Metalls afdeling i Umeå til det svenske medie.
– Jeg bliver provokeret og rigtig sur, selvfølgelig. Det vil alle være, der ser det ske for vores øjne. Samfundet ser ud til at have accepteret dette. Men man burde skamme sig over at være strejkebryder i Sverige, siger hun til Dagens Arbete.

