Gå til hovedindhold

Historien bag Pride drager kraftige paralleller til vores egen fagbevægelse. Derfor er det vigtigt, at vi støtter op, skriver Morten Ryom, formanden for 3F Ungdom.

Ligesom fagbevægelsen var uønsket af borgerskabet og politiet i 1800-tallet, så var LGBTQ+-miljøet det samme i tiden efter krigen. Præcis som fagbevægelsen 1. maj markerer vores sejre og kampe, så gør LGBTQ+-miljøet det samme med Pride.
Arkiv / Liselotte Sabroe / billedbureauet Ritzau Scanpix

Det er Pride-sæson. En festlig tid, hvor byer rundt omkring i hele verden fejrer mangfoldighed og forskellighed. Det er tilbagevendende kampdage, hvor seksuelle minoriteter kan fejre deres sejre og diskutere, hvad man videre skal kæmpe for, ikke helt ulig arbejdernes internationale kampdag 1. maj.

Selv historien bag Pride drager kraftige paralleller til vores egen fagbevægelse - vi havde Slaget på Fælleden, LGBTQ+-miljøet havde Stonewall-optøjerne. Stonewall-optøjerne var, da LGBTQ+-miljøet gjorde modstand mod ordensmagten efter mange mange års chikane og undertrykkelse. Ligesom fagbevægelsen var uønsket af borgerskabet og politiet i 1800-tallet, så var LGBTQ+-miljøet det samme i tiden efter krigen. Præcis som vi 1. maj markerer vores sejre og kampe, så gør LGBTQ+-miljøet det samme med Pride.

Men ud over at have fælles historie, så har vi også fælles kamp, nemlig kampen for frihed til at leve. Fagbevægelsen kæmper den på arbejdspladser og for de arbejdsløse i a-kassen. LGBTQ+-bevægelsen kæmper for, at de frit kan leve, som de er, uden at skulle møde fordomme og diskrimination. Helt grundlæggende er det kampen for, at alle kan få et godt og anstændigt liv, og derfor støtter vi i fagbevægelsen også op, når vores LGBTQ+-kolleger går under regnbueflaget, præcis på samme måde som vores LGBTQ+-kolleger går side om side med os under de røde faner 1 maj.

Gemmer sig

Vi har desværre den dag i dag stadig kammerater rundt om i verden, som bliver nødt til at holde 1. maj langt ude i skoven i al hemmelighed, fordi de er bange for politiet. Når de hører om vores 1. maj, med grin, øl, kamptaler og røde faner, så ser de på Danmark som noget at sigte efter, og de har håb for, at de også en dag kan fejre 1. maj som os. Præcis det samme gælder for Priden, for vi skal ikke langt væk før hverdagen for vores LGBTQ+ kammerater er en helt anden. Vi har lige set en prominent LGBTQ+-person i Rusland blive stukket ned og dræbt i eget hjem og en Pride-parade i Polen blive angrebet med sten og tæsk af bøller, mens politiet så på, og polske borgere råbte: “Vi slår jer ihjel,” alt sammen fordi deltagerne til Priden viste, hvem de var, og at de ikke var bange. Men for de mange russiske og polske LGBTQ+-personer er blandt andet Pride i Danmark et håb om, at de også en dag kan leve frit. Og vores frihed må vi aldrig tage for givet.

Men, som man kan læse i mange kommentarer på blandt andet på Facebook, så siger folk, at det ikke er fagbevægelsens opgave at støtte op om Pride. Mange mener, at fagforeningen bare skal holde sig til løn og arbejdsforhold, for seksualitet er en privat ting. Men er det virkelig sådan en privat ting? Eller er det bare os, der ligner de 80 procent andre, som ikke tænker på, hvor tit vi snakker om vores seksualitet?

Er seksualitet en privat ting?

Jeg har haft en god kollega ved navn Hans. Han har en kone ved navn Pernille, som arbejder på et plejehjem. Hans er altid god for en sjov fortælling, når der sker noget sjovt i hjemmet, eller når pensionisterne fortæller noget sjovt på plejehjemmet, som Pernille så fortæller Hans, og Hans så fortæller os. Vi har alle sammen den kollega, der starter historien med “konen og jeg”, og det gør Hans. Med den start på historien “udleverer” Hans sin personlige seksualitet, og hverken jeg eller Hans tænker det som sådan, men reelt set har Hans jo lige ret åbenlyst udleveret sin seksualitet. Han er en mand, gift med en kvinde, og at dømme efter deres to børn har de haft sex i hvert fald to gange.

Men vi tænker det jo ikke som at udlevere sin seksualitet, fordi Hans ligner jo de fleste af os andre kartoffeldanskere. Men hvad hvis Hans ikke var gift med Pernille? Hvad nu hvis Hans var gift med Preben? Havde reaktionerne været de samme? Kan vi alle, der læser med, ærligt sige, at vi på ingen måde ville tænke anderledes om Hans?

Nej, selvfølgelig kan vi ikke det. Det er nok de færreste, der vil kunne sige det, og det er jo egentlig ikke noget problem, for selvfølgelig gør man sig tanker, når nogen ikke minder om alle os andre, og det er jo ikke noget problem. Problemet opstår først, når nogen diskriminerer og behandler folk anderledes på den baggrund, og det er der desværre nogle, som gør, og desværre også nogle, som læser med her.

Træls valg

Og så kan vi jo godt som heteroseksuelle mænd og kvinder sige, at seksualitet er en privat ting, men så efterlader vi vores LGBTQ+-kolleger med et træls valg. Enten skal de være med i skurvognssnakken om vores bedre heterohalvdel og møde diskrimination, eller også skal de være uden for fællesskabet og ikke være med for at “skjule” sig for diskrimination og være i frygten for at komme til at sige noget, som ville kunne udlevere dem. Ingen burde leve med dette valg. Ingen skal leve i skam over deres seksualitet, og ingen skal leve med sådan en frygt.

Man er naiv, hvis man tror, at vores arbejdsliv og vores privatliv kan holdes 100 procent adskilt. Vi bruger lidt under halvdelen af vores vågne timer, mandag til fredag, på at være på arbejde, så selvfølgelig kan de to ting aldrig holdes helt adskilt. Vores fag er for mange en lige så stor del af vores identitet som vores privatliv og familie. Alternativt skulle vi bruge 37 timer i stilhed. Ud over at jeg ved, at der er en hel del håndværkere, der simpelthen ikke kan holde kæft, så vil en sådan stilhed slet ikke være sund for vores fællesskab, for hver gang vi diskuterer og snakker om vores liv med hinanden, så vokser vores fællesskab, og det bliver stærkere.

Så, kammerat, selvom det ikke lige er din personlige kamp, så har du garanteret haft en kollega, som ikke har turdet tale om sit privatliv. Du har højst sandsynligt aldrig opdaget, at han ikke har haft en kone, men en mand derhjemme, mens hans største frygt har været, at du og dine andre kolleger fandt ud af det, og den diskrimination, der ville følge med. Og derfor, kammerat, er det vigtigt, at den røde fane går sammen med regnbueflaget til Pride.