Det var svært at få ørenlyd, da prisen som Årets kvindelige lærling blev uddelt for første gang ved årets DM i Skills i Næstved.
Blandt anlægsgartnere, der huggede i sten, og bygningsstruktører, der fræsede, stod den 19-årige murerlærling Freja Lee Pedersen i en lille forsamling med foldede hænder og røde kvinder og ventede på, at hun blev kaldt op foran for at modtage hæderen og 25.000 kroner.
Det var Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, der overrakte prisen med begrundelse fra dommerkomitéen:
– Prisen går til en lærling med et højt fagligt niveau som håndværker. Hun er stærk, selvstændig, arbejdsom og meget passioneret for sit fag. Og så er hun nytænkende i sine opgaveløsninger, fortalte Mette Frederiksen.
Og dét er en stor ære som kvinde i det mandsdominerede murerfag, fortæller Freja Lee Pedersen:
– Der er mange, der kigger en ekstra gang og tænker: Kan kvinder det? Men det er det, jeg håber, der kan ændre sig med det her.
Flere kvinder skal lokkes til byggeriet
Problemstillingen er også til at få øje på i hallen, hvor byggeriets lærlinge dyster: Blandt et hav af mandlige elever er bare to kvinder hos byggeriets uddannelser i konkurrencen i Skills.
Det er den kønsubalance, som Arkils Hæderspris skal rette op på ved at hylde de unge kvinder, der vælger at dygtiggøre sig inden for et byggefag.
Og der er visse udfordringer ved at være kvindelig murer, medgiver Freja Lee Pedersen:
– Der er mange mænd, der ikke altid tænker så langt. Så jeg har da hørt på kommentarer. Og tøjet passer næsten aldrig, bukserne er altid for lange, siger hun.
– Men det er ikke noget, man ikke kan klare.
Pris er udløber af Byggeriets Kvinderåd
Entrepenørfirmaet Arkil har indstiftet prisen i forlængelse af Byggeriets Kvinderåds anbefalinger. Byggeriets Kvinderåd blev nedsat af Dansk Byggeri i 2018 med det formål at få flere kvinder til at vælge en uddannelse og et job i bygge- og anlægsbranchen.
Alle byggeriets erhvervsskoler har haft mulighed for at indstille en elev, der enten har gjort en særlig indsats for kvinder i branchen eller er et forbillede som håndværker, eksempelvis ved at være særligt initiativrig, innovativ eller god til at samarbejde.

