Regeringen vil have, at flere går fra deltid til fuldtid, men for mange er det slet ikke en mulighed. En af dem er 58-årige Laila Kjær, der er nedslidt efter 20 år i rengøringsbranchen.
- Det er en udfordring for vores allesammens velfærd, når mange er ansat på deltid.
Sådan lyder det fra regeringen, der ønsker, at flere deltidsansatte i blandt andet det offentlige går op i tid. Det skal være en del af løsningen på den mangel på arbejdskraft, vi lige nu ser i det offentlige.
Men det er langt fra alle, der har mulighed for at gå op i tid. Laila Kjær er rengøringsassistent i Odense Kommune, og hun kan i den grad mærke de spor, hendes lange arbejdsliv har sat på kroppen.
- Jeg ville ikke kunne holde til at arbejde fuldtid. Så ender jeg med at blive nødt til at sygemelde mig, siger 58-årige Laila Kjær, der til daglig gør rent på Odense Rådhus.
Hun arbejder 27,5 time om ugen, og det er lige på grænsen for, hvad hun kan klare efter 20 år i rengøringsbranchen.
- Jeg har gjort rent i mange år, og jeg er nedslidt. Vi går rigtig mange kilometer hver dag. Jeg har problemer med knæ, fødder, fingre, ryg og skulder, siger Laila Kjær.
Risiko for tidlig tilbagetrækning
Laila Kjær er ikke alene. Tusindvis af danskere over 50 år er i risiko for at forlade arbejdsmarkedet før tid på grund af nedslidning.
Det viser tal fra forskningsprojektet Seniorarbejdsliv.
Her svarer over hver tiende, at deres arbejdsevne er stærkt nedsat, halveret, eller at de slet ingen arbejdsevne har tilbage. Værst står det til blandt bygge- og anlægsarbejdere, rengøringsassistenter, murere, VVS’ere og jord- og betonarbejdere.
Analysen er fra 2019, men ifølge professor Lars L. Andersen fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, som har stået for forskningsprojektet, forventer han ikke, at det har ændret sig væsentligt de seneste år.
- Dem med det hårdeste fysiske arbejde er stadig dem, der har mest nedsat arbejdsevne, siger Lars L. Andersen og fastslår, at denne gruppe derfor er i størst risiko for at forlade arbejdsmarkedet før tid.
Ifølge professoren har mange danskere et ønske om at blive længere på arbejdsmarkedet, men det kræver, at de har mulighed for at arbejde deltid.
- Tal viser, at halvdelen af danskerne ville arbejde til en højere alder, hvis de kunne arbejde på nedsat tid, siger han.
Ønsket om at arbejde på deltid skyldes ifølge Lars L. Andersen blandt andet, at man med alderen har svært ved at arbejde fuldtid, fordi man ikke kan holde til det.
Færre og færre på gulvet
Ud over at være et hårdt nedslidende arbejde er tempoet for rengøringsassistenterne på Odense Rådhus også blevet skruet i vejret. Det skyldes ifølge Laila Kjær de mange besparelser, man har foretaget på området.
- Da jeg startede, var vi flere ansatte, end vi er nu. Jeg tror, at det er nemmere at spare nede ved os, siger hun.
Laila Kjær løber derfor hurtigere end tidligere, men det er ikke holdbart, fortæller hun. Næsten alle hendes kollegaer kan heller ikke holde til arbejdet, og de fleste er ansat på en deltidskontrakt.
Derfor falder det rengøringsassistenterne for brystet, når de hører regeringens udmelding om, at flere skal fra deltid til fuldtid.
- Mine kollegaer er bestemt ikke glade for den udmelding. Det er hårdt at gøre rent, siger hun og tilføjer:
- Jeg synes næsten, at dem, der bestemmer det her, skulle prøve det.
Byrådspolitiker for Socialdemokratiet og næstformand for Beskæftigelses- og Socialudvalget Mads Thomsen siger, at kommunen ikke bevidst sparrer hos én gruppe.
- Vi har kun de penge, vi har, og vi gør det bedste for at finde en balance. Vi har både brug for folk på kontoret og på gulvet, siger Mads Thomsen.