Danmark får titusindvis færre faglærte over de næste år, fordi antallet af unge, som få et svendebrev i hånden, er langt mindre end mængden af tømrere, smede og chauffører, som går på pension.
Det får fagforbundet Dansk Metal til at foreslå, at der sættes loft over, hvor mange unge som kan gå i gymnasiet.
– Vi bliver nødt til at gribe til dimensionering på vores gymnasier. Sådan som vi har gjort indtil videre med de gode viljers kraft, det har ikke flyttet noget, siger Claus Jensen, der er formand for Dansk Metal, til DR.
88.000 færre faglærte
DR henviser i artiklen til en analyse fra nationaløkonomerne i DREAM, der viser, at antallet af faglærte fra 2021 til 2030 vil falde med cirka 88.000 personer.
– Det tager fire år at få en dygtig faglært ud af et ungt menneske, der starter på en teknisk skole, så det hjælper ikke noget, at vi venter til finansloven 2029 for at se, om vi kan løse problemet, siger Claus Jensen til DR.
DREAM er en økonomisk model, der anvendes til at analysere velfærdsstatens langsigtede udfordringer.
3F: Enige, men nej
Søren Heisel, forbundssekretær i 3F, siger, at han er deler Claus Jensens ønske om at hæve antallet af elever på erhvervsskolerne de kommende år.
– Alle kan jo se, at vi kommer til at mangle de fagligt dygtige hænder, som i fremtiden blandt andet skal løfte den grønne omstilling, siger han.
Han mener derfor, at politikerne skal investere i erhvervsskolerne og løfte dem, så de bliver ‘et reelt og ligeværdigt valg i forhold til eksempelvis gymnasierne’.
– Men jeg synes ikke, vi skal begrænse de unges uddannelsesvalg. Erhvervsskolerne skal ikke fyldes med unge, som hellere ville være et andet sted, siger Søren Heisel.
