Arbejdsmiljøchef i Dansk Arbejdsgiverforening, Christina Sode Haslund, skriver i et debatindlæg i Altinget 7. november, at det går godt med arbejdsmiljøet i Danmark. Denne påstand underbygges af en rapport fra OECD, der angiveligt viser, at arbejdsmiljøet i Danmark er betydelig mindre belastende end i andre europæiske lande.

Christina Sode Haslund glemmer imidlertid at nævne, at alle anerkendte indikatorer på, hvordan det går med arbejdsmiljøet i Danmark - indikatorer, som Dansk Arbejdsgiverforening selv har været med til at udpege - viser, at det danske arbejdsmiljø befinder sig i en alvorlig krise: Andelen af beskæftigede, som er psykisk overbelastede i deres arbejde, er steget med 17 procent siden 2012, mens andelen af beskæftigede med fysiske belastninger er steget med 15 procent.

Dertil kommer, at antallet af anmeldte psykisk betingede erhvervssygdomme er fordoblet de seneste seks år, samt at andelen af stresssygemeldte er det højeste målt i Danmark nogensinde. Det ville klæde Christina Sode Haslund at medtage disse fakta, når hun udtaler sig om, hvordan det går med arbejdsmiljøet i Danmark.

Fejlfortolkning
Som topping på sin fortælling om det gode arbejdsmiljø i Danmark henviser Christina Sode Haslund til tal fra Arbejdstilsynet, som viser, at tilsynet kun reagerer med et påbud på to ud af ti virksomhedsbesøg i Danmark - og her er der oven i købet tale om besøg på de virksomheder, hvor Arbejdstilsynet på forhånd forventer at finde flest arbejdsmiljøproblemer.

Christina Sode Haslund vælger at fortolke disse tal som et udtryk for, at arbejdsmiljøet fungerer upåklageligt på otte ud af ti arbejdspladser i Danmark, og at størstedelen af tilsynsbesøg på de danske virksomheder derfor er spild af offentlige finanser. Christina Sode Haslunds fortolkning af tallene er imidlertid bundnaiv, hvilket bør stå klart for enhver, når ovenstående redegørelse for udviklingen i det danske arbejdsmiljø tages i betragtning.

Arbejdstilsynets tal udtrykker ingen grund til optimisme! Tværtimod viser tallene en tilsynsmyndighed i alvorlig krise. En myndighed, som efter økonomisk slankekur og massiv medarbejderflugt ikke længere har ressourcer og kompetencer til at dokumentere arbejdsmiljøproblemer på selv de mest arbejdsmiljøbelastede virksomheder. For arbejdsmiljøproblemerne er jo massivt tilstede derude. Det ved Christina Sode Haslund også godt!

Klar sammenhæng
I sit debatindlæg kritiserer Christina Sode Haslund venstrefløjen og fagbevægelsen for at klynke over, at Arbejdstilsynets bevilling er blevet beskåret over en årrække, mens der i virkeligheden “blot” er tale om udløb af midlertidige bevillinger.

Dette har Christina Sode Haslund delvis ret i, men hvorvidt der er tale om midlertidige bevillinger, der udløber, eller om en fast bevilling, der bliver beskåret, er konklusionen fuldstændig uvedkommende. Faktum er, at Arbejdstilsynet i dag har langt færre midler til at føre tilsyn med arbejdsmiljøet på de danske virksomheder end tidligere, samt at arbejdsmiljøet i Danmark er blevet betydeligt forringet i den periode, hvor bevillingerne er faldet.

Desuden glemmer Christina Sode Haslund i sit sure opstød over fagbevægelsens klynkeri, at budgetbeskæringerne i Arbejdstilsynet ikke kun kan tilskrives udløb af midlertidige bevillinger, men også den årlige effektivisering i den offentlige sektor, der rammer hårdt, når man i forvejen er en organisation, som skraber bunden.

Meningsløs sammenligning
Det altoverskyggende budskab i Christinas Sode Haslunds debatindlæg er, at Arbejdstilsynets bevillinger ikke bør hæves, da bevillingen til den danske arbejdsmiljømyndighed allerede i dag er blandt de højeste i Europa. Her har Christina Sode Haslund dog læst på lektien og har fakta i orden.

Problemet er blot, at denne sammenligning er fuldstændigt meningsløs, medmindre man inddrager hele organiseringen af arbejdsmiljøindsatsen i de respektive lande. For eksempel er en stor del af arbejdsmiljøforebyggelsen i Sverige finansieret af private forsikringsselskaber, fordi den svenske arbejdsmiljøorganisering giver forsikringsselskaberne et økonomisk incitament til at forebygge arbejdsskader på de svenske virksomheder.

Et lignende incitament findes ikke i Danmark. Af andre væsentlige forskelle i organiseringen af arbejdsmiljøindsatsen i de europæiske lande kan nævnes, at arbejdsgivere i for eksempel Holland og Tyskland i langt højere grad end i Danmark holdes økonomisk ansvarlige, når deres medarbejderne rammes af arbejdsskader og nedslidning. I disse lande er der derfor et helt andet incitament til forebyggelse på virksomhederne end i Danmark, hvor arbejdsgiverne kan sende regningen til staten, når medarbejderne rammes af arbejdsskader og nedslidning.

Bekymrende
Det er bekymrende, at Christina Sode Haslund som frontfigur for en seriøs medspiller på arbejdsmarkedet i den grad anvender bagateller og definitionsspørgsmål til at negligere de massive arbejdsmiljøudfordringer, som vi står overfor i Danmark.

Det er ikke overraskende, at Dansk Arbejdsgiverforening ønsker mindre regulering af arbejdsmiljøet på de danske virksomheder. Ej heller er det overraskende, at fagbevægelsen modsat ønsker omfattende tilsyn med arbejdsgivernes overholdelse af arbejdsmiljøloven. Denne interessekonflikt gav vi hinanden hånden på helt tilbage i 1899.

Det er imidlertid overraskende og uhørt, at Dansk Arbejdsgiverforening i denne sag bevidst fordrejer fakta for at få deres synspunkter til at brænde klarere igennem. Arbejdsmiljøet i Danmark er i krise - det er ikke til diskussion!