Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 90 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 91 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 92 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).

Efter massive anklager om underbetaling og menneskehandel kan transportgiganten DSV ikke længere stå inde for metoderne hos vognmanden Kurt Beier.

Den udskældte vognmand Kurt Beier kører med gods for mange af landets store transportvirksomheder og har specialiseret sig i frost- og kølevarer.

Sagen om underbetalte filippinske chauffører, der har boet i en slumlejr i Danmark, gør mere og mere ondt på vognmanden Kurt Beier Transport A/S.

Efter to dage, hvor flere forretningspartnere har skrinlagt deres samarbejde med firmaet, meddeler transportgiganten DSV nu, at de også har valgt at droppe Kurt Beier som underleverandør.

- Det er gået meget stærkt med nye oplysninger i sagen, og der er flere forhold, som er tilpas kritiske til, at vi har valgt at afbryde samarbejdet. Vi arbejder fortsat på at få klarlagt alle forhold til bunds, siger kommunikationschef i DSV Tina Hindsbo.

Fagbladet 3F erfarer, at DSV også har haft svært ved at få Kurt Beiers udlægning af sagen til at passe med, hvad der er kommet frem i medierne de seneste dage.

LÆS OGSÅ: Kom med bag pigtråden: Sådan bor 200 filippinske chauffører i slumlejr

DSV er Danmarks suverænt største spiller i transportbranchen og har brugt Kurt Beier som vognmand på transporter til og fra Spanien.

Droppet af flere firmaer

Udmeldingen fra transportgiganten var i første omgang, at de ville undersøge sagen til bunds, før de var klar til at drage nogen konsekvenser i sagen.

Men efter at flere andre virksomheder, herunder Arla, Jysk og transportvirksomhederne Leman og Nagel Group, har droppet Kurt Beier, er det altså gået hurtigt med at træffe en beslutning hos DSV.

LÆS OGSÅ: Ekspert: Vognmand på kant med menneskerettigheder

Det er en uhørt underbetaling på 15-20 kroner i timen og slumlignende indkvarteringsforhold i en baraklejr i Padborg, der har fået kritikken til at hagle ned over Esbjerg-firmaet Kurt Beier Transport A/S.

24 af de filippinske chauffører, der har kørt for Kurt Beier, får nu hjælp af Center mod Menneskehandel, og vognmandsfirmaet efterforskes af politiet for mistanke om menneskehandel.

Firmaet har tidligere været i vælten for at bruge billig østeuropæisk arbejdskraft gennem et datterselskab i Litauen, og i 2016 blev vognmanden Kurt Beier dømt for omfattende underbetaling ved en retssag i Rumænien. Her foregik det også via et datterselskab, hvor en rumænsk chauffør kørte dag og nat og blev snydt for 843 timers arbejde.

Langvarigt samarbejde slutter

Ifølge DSV går samarbejdet med Kurt Beier Transport mere end 10 år tilbage.

Kommunikationschef Tina Hindsbo ønsker dog ikke at uddybe, hvor stort samarbejdet har været.

- Vi ønsker ikke at sætte tal på vores samarbejde med Kurt Beier. Der er tale om et mindre, fast samarbejde, siger hun.

LÆS OGSÅ: Vognmand om slumlejr: Forholdene er fornuftige

Tina Hindsbo uddyber, at det også skyldes konkurrencehensyn.

Kurt Beier Transport A/S har en stor vognpark med mere end 300 lastbiler og fungerer primært som underleverandør til større danske transportvirksomheder, der fragter gods rundt i Europa.