Gå til hovedindhold

Vi ligger globalt set i toppen, når det gælder om at anvende robotter, viser ny analyse. Men manglende investeringer kan fremover koste danske arbejdspladser.

Foto: Søren Bidstrup/Scanpix

På danske fabriksgulve er robotter ikke længere et ualmindeligt syn.

På ti år - fra 2008 til 2017 - er der næsten sket en fordobling af antallet af robotter på danske virksomheder. Det placerer Danmark på en sjetteplads på listen over de mest robot-intensive lande i verden.

Det viser en ny analyse fra Dansk Metal, skriver A4 Arbejdsliv.

- Det er en super flot og vigtig placering. Robotterne er med til at hæve den almindelige industriarbejders produktivitet og dermed løn - og understøtter samtidig Danmarks konkurrenceevne, siger Thomas Søby, cheføkonom hos Dansk Metal, til A4 Arbejdsliv.

Hos Dansk Industri, DI, der er industrivirksomhedernes talerør, klappes der også i hænderne.

- Det er super gode nyheder i en tid, hvor virksomhederne har travlt og skriger på kvalificerede medarbejdere, siger Christian Hannibal, digitaliseringspolitisk chef hos DI.

Analysen viser, at Danmark i 2017 kunne bryste sig af 230 operationelle industrirobotter pr. 10.000 medarbejdere i fremstillingssektoren. Det tilsvarende tal for USA var 200 robotter pr. 10.000 medarbejdere.

Philipp Schröder, der er professor i økonomi ved Aarhus Universitet og medlem af Konkurrencerådet, har også læst analysen, og han er mindre begejstret end DI og Dansk Metal.

Han bider mærke i, at Danmarks årlige vækstrate i antallet af industrirobotter sakker langt bagud, når man sammenligner den danske robot-vækst med de tre højest placerede lande på listen: Singapore, Sydkorea og Taiwan.

- Højindkomstlande som Danmark burde foretage markant større investeringer i robotter, siger Philipp Schröder til A4 Arbejdsliv.

Også Dansk Metal vurderer, at den danske vækstrate kan blive et problem på den lange bane.

- Der er bekymrende, at vi hænger lidt i bremsen, for mange af de ting, der sælges på de globale markeder, er i en hård konkurrencesituation. Hvis vi skal bevare vores position på verdensmarkedet, skal vi opretholde produktiviteten og kvaliteten i vores produkter, siger Thomas Søby.