Gå til hovedindhold

Alle slagteriets medarbejdere skal gå i selvisolation i en uge efter et udbrud af corona-virus.

- Det er voldsomt at stå i en situation, hvor næsten 150 medarbejdere er smittede, og hvor mange af dem er syge. Det gør ondt på os alle i Danish Crown, siger topchef hos Danish Crown, Jais Valeur.
Arkiv / Mads Claus Rasmussen / Ritzau/Scanpix
Danish Crowns slagteri i Ringsted lukker i foreløbigt en uge, efter at yderligere 22 medarbejdere er testet positiv for corona-virus.

Det oplyser Danish Crown i en pressemeddelelse.

Næsten 600 medarbejdere er blevet testet for corona-virus.

Efter første testrunde nåede det samlede antal smittede hos Danish Crown i Ringsted torsdag op på 120.

Alle tidligere Covid 19-negative blev testet igen i løbet af torsdagen, og det viste sig, at yderligere 22 var smittet. Derfor ser hverken Danish Crown eller sundhedsmyndighederne nogen anden udvej end at lukke slagteriet.

- Det er voldsomt at stå i en situation, hvor næsten 150 medarbejdere er smittede, og hvor mange af dem er syge. Det gør ondt på os alle i Danish Crown, siger topchef Jais Valeur.

Alle slagteriets medarbejdere skal betragte sig som nær kontakt til en smittet, og det betyder, at de skal gå i selvisolation i en uge.

- Vi har hele tiden vidst, at en nedlukning kunne blive nødvendig. Udviklingen i smittetallene den seneste uge tyder ikke på en eksplosion i smittespredningen, men omvendt er det heller ikke gennem det intensive testprogram lykkedes at inddæmme smitten som håbet, siger Jais Valeur.

Den egentlige nedlukning af slagteriet vil ske i løbet af mandagen.

Det betyder, at der ikke vil blive slagtet på mandag. Kølerummene er dog fyldt op, og derfor vil en gruppe medarbejdere møde på arbejde for at tømme slagteriet for varer.

Det første smittetilfælde på slagteriet blev konstateret i slutningen af juli.

Siden der blev konstateret et udbrud af corona på slagteriet, har det kørt på halv kraft. Normalt slagtes der 35.000 svin om ugen på slagteriet i Ringsted.

/ritzau/