Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 90 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 91 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 92 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).

Skat dumpede vognmandsfirmas kontrol af udbetalinger og krævede fuld beskatning af alt, men det underkender Landsskatteretten. Fornuftigt, siger skatteadvokat.

Fejlene udgør kun to promille af det udbetalte beløb, og det er bagatelagtigt, siger Landsskatteretten.

Skat er normalt hårdhændet over for skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse. Men nu fastslår en ny afgørelse, at bagatelagtige fejl hos arbejdsgiveren ikke skal føre til fuld beskatning af udbetalingerne.

Tidligere i år resulterede sjusk hos en arbejdsgiver i, at chauffører måtte af med skat. Det samme ville Skat trumfe igennem hos en anden vognmand.

Men den afgørelse omstøder Landsskatteretten. Arbejdsgiverens regnskab godkendes, fordi der kun er bagatelagtige fejl.

- Det er fornuftigt, at en regnefejl på for eksempel 27 kroner ikke skal føre til fuld beskatning af ellers skattefrie udbetalinger, siger advokat Flemming Heegaard, der er medlem af Danske Advokaters fagudvalg for skatteret.

Det handler om millionbeløb

Vognmanden i den aktuelle sag havde udbetalt skattefri rejsegodtgørelser til 27 chauffører til et samlet beløb på næsten 1,6 millioner kroner. Med Skats afgørelse risikerede chaufførerne en restskat på mindst 650.000 kroner. Det vil i snit sige cirka 25.000 kroner pr. ansat.

Skat fandt nogle fejl og dekreterede derfor beskatning af beløbet. Men fejlene løber kun op i nogle få tusinde kroner.

- Det er af bagatelagtig karakter og skyldes blandt andet en forståelig misforståelse, skriver Landsskatteretten. Derfor kan det hele ikke bare anses under ét som skattepligtig løn.

Sund fornuft

Advokat Flemming Heegaard med speciale i skatteret siger, at myndighederne har haft en uvilje mod at bruge meget tid på den slags sager.

- Derfor har de firkantet sagt, at hvis kravene ikke er opfyldt, så skal der ske beskatning af hele udbetalingen. Skat kan godt gå i meget små sko, når der skal uddeles forhøjelser, siger Flemming Heegaard.

Han glæder sig over, hvis bagatelagtige fejl i fremtiden ikke får drastiske konsekvenser for chauffører og andre. Det kalder han sund fornuft.

Landsskatteretten har godkendt vognmandsfirmaets overordnede rejseregnskab, men har ikke set på de enkelte chaufførers sager. I teorien kan en eller flere af dem godt blive beskattet, hvis der er større fejl i deres afregning.