Gå til hovedindhold

Utilfredse stilladsarbejdere har væltet stilladser og kastet med sten, efter at fagligt aktive fra 3F og Dansk El-Forbund søndag aften fik tæsk ved byggeplads på Nørrebro. Omstridt firma er nu sat fra bestillingen.

Et stort antal stilladsarbejdere mødte mandag morgen op på en byggeplads på Nørrebro i protest mod løndumping og i sympati med to fagligt aktive, der søndag aften blev udsat for vold.
Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Et stort drama omkring en byggeplads på Nørrebro i København har udspillet sig over de seneste dage og er her til formiddag kulmineret med stenkast og et stillads, der er blevet væltet.

Det er et stort antal stilladsarbejdere, der mandag morgen har nedlagt arbejdet og er mødt op på Lundtoftegade på Nørrebro i protest mod et byggefirma, der beskyldes for social dumping og ulovlig opsætning af et stillads.

Søndag aften blev to fagligt aktive, en stilladsarbejder fra 3F og en medarbejder fra Dansk El-Forbund, angiveligt overfaldet og tæsket, da de ville dokumentere forholdene på byggepladsen.

Claus von Elling, der er formand for 3F Byggegruppen, som organiserer knap 60.000 bygningsarbejdere, herunder stilladsarbejdere, tager skarpt afstand fra situationen.

- Det er ikke i orden, at en faglig sag eskalerer på den her måde, og vi tager skarpt afstand fra vold, uanset hvem der begår den, siger Claus von Elling.

- Det er også vigtigt for os at sige højt og tydeligt, at vi tager afstand fra overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, hvis der har været det, og vi opfordrer vores afdelinger til at tage affære og vores medlemmer til at overholde fredspligten, fortsætter byggeformanden.

Fredspligten er en bestemmelse i dansk arbejdsret, som forpligter medarbejderne til at passe deres arbejde og afstå fra konflikter og arbejdsnedlæggelser i overenskomstperioden.

Endte i vold

Hele balladen på Lundtoftegade er startet som en faglig sag, hvor københavnske fagforeninger har opdaget overenskomststridige løn- og arbejdsvilkår på byggepladsen, hvor der blandt andet har været et større antal litauere ansat.

Der er afholdt et såkaldt 48-timers-møde i sagen, hvor forholdene er blevet drøftet med henblik på at føre en sag i det fagretslige system, men op til weekenden tog sagen en helt ny drejning.

I fredags blev et stillads på byggepladsen væltet, og søndag aften endte det i vold, da to fagligt aktive fra henholdsvis 3F og Dansk El-Forbund fik alvorlige tæsk.

Københavns Politi bekræfter over for Fagbladet 3F, at to personer søndag aften er blevet overfaldet af en større gruppe mennesker.

- Der var en del tumult på pladsen, men vi har ikke anholdt nogen i sagen, siger vagtchefen.


FOTO: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Sparket i hovedet

Daniel Dyhrberg, der er faglig medarbejder i 3F’s københavnske afdeling for bygningsarbejdere (BJMF), var til stede, da de to personer blev slået ned.

Han fortæller, at en stilladsarbejder fra 3F og en medarbejder fra Dansk El-Forbund pludselig blev overfaldet af en gruppe mænd med tilknytning til byggepladsen.

- Fire litauisk-talende mænd omringede stilladsarbejderen. Pludselig slår den ene ham direkte i ansigtet, så han falder om, fortæller han.

Stilladsarbejderen løb derefter i skjul, mens Daniel Dyhrberg kontaktede politiet. 

- Jeg får kort snakket med ham efter overfaldet. Han er tydeligvis meget chokeret. Det var meget voldsomt, siger Daniel Dyhrberg.

Dokumenterede forhold

Fagbladet 3F har også talt med medarbejderen fra Dansk El-Forbund, som blev overfaldet. Han ønsker at være anonym, men fortæller, at han søndag aften stod uden for byggepladsen og filmede de arbejdende bygningsarbejdere, da en hvid bil med seks personer kørte hen til ham. 

- De stiger ud af bilen og begynder med det samme at tæve løs på mig, så jeg falder om på jorden. Jeg bliver sparket i hovedet et par gange, inden jeg får rejst mig op og løber væk, fortæller han.

De to fagligt aktive var i gang med at dokumentere forholdene på byggepladsen på grund af mistanke om sort arbejde og dårlige arbejdsforhold, da de blev slået ned.

Væltet stillads og smadret bil

Det er tilsyneladende voldsepisoden søndag aften, som har fået stilladsarbejderne på barrikaderne her til formiddag. Stilladsarbejderne er også utilfredse med, at der er sat stillads op på byggepladsen af uorganiserede og ikke-uddannede bygningsarbejdere.

videooptagelser fra Ekstra Bladet kan man se, at de mange fremmødte stormer byggepladsen, og at et stillads bliver revet ned fra boligbyggeriet, så det vælter ned over flere skurvogne. Senere er der dukket billeder op af en hvid Porsche, som er blevet vendt på hovedet og smadret. Politiet var også mødt op for at lægge en dæmper på gemytterne.

Det er Domea, der er bygherre på byggeprojektet på Lundtoftegade, og Dansk Boligbyg A/S er totalentreprenør.

Det omstridte firma, der har litauere ansat og beskyldes for social dumping, er underentreprenøren DS Byggeri.

DS Byggeri skal efter sigende være blevet sat fra bestillingen på boligbyggeriet i dag, og det har været med til at få ro på den ellers tilspidsede situation.

To forskellige sager

Claus von Elling understreger, at der er tale om to forskellige forhold.

- Vi må adskille sagerne. På den ene side er der en faglig sag, hvor der ser ud til at have været en arbejdsnedlæggelse. På den anden side er der en sag om vold mod fagligt aktive og optøjer på byggepladsen, og det er politiet, der skal tage sig af de forhold, der handler om vold og ulovligheder, siger formanden for 3F Byggegruppen.