Gå til hovedindhold
Chauffør Johnny Michael Mørch har stadig mén tre måneder efter overfaldet.

Buschauffør var tæt på at blive kørt ned af en scooter og blev derefter slået ned med en trælægte af scooterføreren. Et vidne så det hele, og chaufføren har selv fundet gerningsmanden. Men tre måneder efter overfaldet har chaufføren intet hørt fra politiet.

I august i år var buschauffør Johnny Michael Mørch, Vordingborg, udsat for et groft overfald, mens han var på arbejde. Han var sygemeldt i tre uger og har stadig mén.

Men han har intet hørt fra politiet.

Det på trods af, at et vidne så overfaldet tæt på – og på trods af, at chaufføren selv har fundet gerningsmanden og fortalt politiet, hvem han er.

Overfaldet fandt sted 22. august i vognmandens garageanlæg, hvor 3F’er Johnny Michael Mørch havde parkeret bussen efter endt arbejdsdag med rute 13, der går nord om Møn. Han var på vej ud af garageporten, da han hørte lyden af en scooter i det fjerne.

- Pludselig var scooteren på ved mod mig i høj fart mellem bussen og garageporten. Hvis ikke jeg havde trådt et skridt tilbage, var jeg blevet ramt. Jeg vinkede ad ham og råbte: “Du kunne sgu have kørt mig ned”, fortæller 54-årige Johnny Michael Mørch. 

Han rystede episoden af sig og stod og sludrede med en kollega, da han ud af øjenkrogen så en person komme gående mod sig med hurtige skridt i tusmørket.

Hamret ned med trælægte 

- Det var scooterføreren. “Var det dig, der vinkede ad mig?” spurgte han. Før jeg nåede at sige et ord, løftede han en én meter lang trælægte og hamrede den ind i mine ribben af al kraft, siger Johnny Michael Mørch, der anslår gerningsmanden til at være omkring 18 år.

Kollegaen så hele overfaldet på tæt hold, og de ringede til politiet og anmeldte volden. Efterfølgende var Johnny Michael Mørch sygemeldt tre uger med skadede ribben og har stadig mén ved bestemte bevægelser. Han fandt selv gerningsmanden efter et anonymt tip og har informeret politiet om identiteten.

- Jeg møder voldsmanden en gang imellem her i byen, og jeg synes, jeg kan se et lille smil. Det er groft og krænker min retsbevidsthed, at myndighederne er ligeglade med offeret. Det er trist, at politiet ikke for længst har pågrebet gerningsmanden. Jeg har endda givet dem hans fulde navn og adressen på hans forældre. Men jeg har intet hørt fra politiet.

- Jeg har mistet tiltroen til retsvæsenet, siger han.

Sådan så det ud, efter at Johhny Michael Mørch var blevet overfaldet og havde fået skadet sine ribben.
Sådan så det ud, efter at Johhny Michael Mørch var blevet overfaldet og havde fået skadet sine ribben. FOTO: Privat

Politiet: Et spørgsmål om prioritering

Han peger på, at sagen ikke bare gælder hans sikkerhed som chauffør, men alle chaufførkollegernes landet over.

- Det er helt galt og uretfærdigt, at man kan knalde en chauffør ned og så grine bagefter. Nu er der også gået så lang tid, at min ret til svie og smerte er gået tabt. siger Johnny Michael Mørch.  

Politiassistent John Jeppesen, Vordingborg Politi oplyser, at sagen ikke er henlagt.

- Sagen ligger lige her på mit skrivebord, og den ikke glemt. Men det er et spørgsmål om prioritering, hvornår der kan blive kigget på den, siger John Jeppesen, der ikke har yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

Politiet har fået den trælægte, som Johnny Michael Mørch blev slået ned med.
Politiet har fået den trælægte, som Johnny Michael Mørch blev slået ned med. FOTO: Privat