Mens danske arbejdere knokler som aldrig før, hæver offentlige chefer bonusser, som de ikke er berettiget til. Og det koster i kampen om folkestemningen, mener Rasmus Jønsson.
Den forgangne uge har været hård ved de forhandlere, der varetager arbejdsgivernes interesser under de offentlige overenskomstforhandlinger. For en ting er, at forhandlingerne er brudt sammen og en konflikt er rykket tættere på.
En anden ting er psykologien hos hovedparten af de 754.000. danskere, der berørt af forhandlingerne må have fået et ordentligt skub i den forkerte retning i forhold til at have forståelse for arbejdsgivernes interesser.
Stram livrem
Sophie Løhde, Michael Ziegler og de andre, der repræsenterer staten og kommunerne, har lige fra begyndelsen af forhandlingerne haft en klar strategi. De danske lønmodtagere må beholde livremmen i de stramme huller. Altså samme budskab som ved de seneste tre overenskomster.
Men en række af de historier, der har præget medierne de seneste uger, har ikke ligefrem understøttet chefernes budskab om, at det stadig er tid til mådehold.
Forgyldte aktionærer og banker
I sidste uge kunne man for eksempel høre om, hvordan landets banker skovler penge ind. I 2017 sendte banker et rekordbeløb på 25 milliarder kroner tilbage til ejerne. Og for det ikke er løgn, er overskuddet skabt af de selv samme mennesker, som for få år siden måtte give bankerne nødhjælp, for at de kunne overleve. Bankerne har nemlig skruet gevaldigt op for gebyrerne for de helt almindelige lønmodtagere.
Så samtidig med at de knap 800.000 danskere kæmper for at få lidt mere i lønningsposen, frokostpause og efteruddannelse, kan de altså se, hvordan bankejerne vælter sig i penge med samme grådighed som før finanskrisen. Nyheden fra bankverdenen kom på samme tid, som at flere medier kunne afsløre, at mange chefer i det offentlige fik udbetalt kæmpe bonusser. Og det endda uden de havde nået planlagte mål.
Arbejder solen sort
Men ikke nok med at de danske lønmodtagere har kunnet iagttage, hvordan den økonomiske elite i øjeblikket hygger sig - i sidste uge var det også en stor mediehistorie, at de meget snart er dem, der arbejder mest i Europa.
Nye tal viser, at i 2030 vil danskerne være dem, der arbejder mest i Europa. Tallene fra EU-kommissionen viser også, at Danmark vil ligge højest, når det angår pensionsalder i 2050. Mange folk vil først skulle trække sig tilbage, når de bliver 70-71 år.
Vil kun tage
Så bagtæppet til forhandlingerne består af historier om, hvordan landets økonomiske elite kan drible af sted med kanon gevinster og bonusser, og hvordan de danske lønmodtagere arbejder hårdere og hårdere.
Når arbejdsgiverne så samtidig begrunder sammenbruddet i forhandlingerne med, at lønmodtagerne kun kræver uden at ville give, kan man godt forestille sig, at mange lønmodtagere kommer op i det røde felt.
Psykologien bliver afgørende
Og netop psykologien hos lønmodtagerne bliver afgørende. Både på kort sigt i forhold til, om det er muligt at finde en løsning ved forhandlingsbordet. Men også på lang sigt - hvis lønmodtagerne skal sige ja til forhandlingsresultatet ved en eventuel afstemning, og når vælgerne inden for det næste års tid skal til folketingsvalg, er psykologien afgørende.
Så hos arbejdsgiverne vil der nok være god musik i at forsøge at få skabt noget positiv karma omkring deres sag. Ellers går de en meget svær og konfliktfyldt tid i møde.
