Gå til hovedindhold

Efter flere år med økonomisk usikkerhed skal Arbejdstilsynet ansætte omkring 80 nye medarbejdere i de kommende år. 50 af dem starter i begyndelsen af det nye år.

Et flertal af Folketingets partier smed i foråret en redningskrans til Arbejdstilsynet i form af en økonomisk indsprøjtning, da tilsynet stod over for at skulle spare 90 årsværk. (Arkivfoto)
Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix

Arbejdstilsynet skal efter flere år med usikker økonomi igen hyre medarbejdere.

Det fortæller Arbejdstilsynets direktør, Søren Kryhlmand, til A4 Arbejdsmiljø.

Direktøren forventer, at der i de kommende år skal ansættes omkring 80 nye medarbejdere. En stor del af dem er tilsynsførende, der fører tilsyn med arbejdsmiljøet på danske virksomheder.

- Situationen er nu, at vi skal ansætte omkring 80 nye medarbejdere. Det er dog ikke alle af dem, der er tilsynsførende. Her til efteråret skal vi have ansat omkring 50 nye medarbejdere, som starter i begyndelsen af det nye år, siger Søren Kryhlmand.

Situationen var en ganske anden for bare få måneder siden.

I foråret stod Arbejdstilsynet således til at skulle afskedige 90 årsværk.

Afskedigelserne blev afværget, da et flertal af Folketingets partier på nær Enhedslisten i april blev enige om en merbevilling på 460 millioner kroner til Arbejdstilsynet frem mod 2022.

Siden 2007 har Arbejdstilsynet mistet over 180 millioner kroner i bevillinger.

Der var stor usikkerhed blandt medarbejderne i Arbejdstilsynet i tiden op til aftalen, fortæller Søren Kryhlmand til A4 Arbejdsmiljø.

- Det skabte utryghed i hele organisationen. Det formildende var, at mange af Folketingets partier tilkendegav, at de var villige til at tilføre flere ressourcer til Arbejdstilsynet.

- På den måde var man relativ rolig. Men selvfølgelig var medarbejdere nervøse, og de fulgte nervøst med i forhandlingerne. Heldigvis endte det jo godt, siger han.

I interviewet fortæller Søren Kryhlmand ligeledes, at der i de kommende år vil komme flere tilsynsbesøg hos virksomhederne. Blandt andet i forhold til virksomheder, der har problemer med social dumping.

I arbejdsmiljøaftalen fra april er der afsat 100 millioner kroner årligt frem til 2022 til ordnede forhold på arbejdsmarkedet.

- Det er klart, at vi kommer til at besøge flere virksomheder, der har et dårligt arbejdsmiljø. Det betyder, at der er virksomheder, vi kommer til at bruge mere tid på, siger Søren Kryhlmand.