Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).

  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 7 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--link-to-article.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).

Langt færre lønmodtagere er sendt hjem med lønkompensation under den nuværende nedlukning end i foråret sidste år. Ledigheden er heller ikke steget så meget. Det er en glædelig overraskelse, lyder det fra flere eksperter, og en af forklaringerne kan være øget online-handel.

Under den nuværende store nedlukning er ikke nær så mange sendt hjem dækket af lønkompensation som i foråret. Tallet kan stadig stige, men billedet er anerledes. Det kan der være flere forklaringer på. Læs mere i artiklen.
Arkiv / Mads Claus Rasmussen / Ritzau/Scanpix

Selvom nedlukningen her i vinter er stort set lige så omfattende som sidste forår, så tyder flere tal på, at langt færre lønmodtagere nu er ramt af fyringer og hjemsendelser.

Under forårsnedlukningen gik helt oppe omkring en kvart million lønmodtagere hjemme med løn, mens arbejdsgivere blev kompenseret fra staten.

Denne gang ser det ud til kun at være en brøkdel. Erhvervsstyrelsens tal viser, at kun knap 8.000 er omfattet af lønkompensation efter jul. Før jul var det cirka dobbelt så mange. Tallene kan dog blive højere, når de bliver opdateret, selvom Erhvervsstyrelsen oplyser til Fagbladet 3F, at man kun er en uge bagud med registrering.

Der er også langt færre, som har meldt sig ledige i denne omgang. Under den første nedlukning steg ledigheden med cirka 55.000 den første måned sammenlignet med året før, mens ledigheden denne gang foreløbigt kun er steget med omkring 2.000 i forhold til samme periode sidste år.

Online-handel dulmer smerten

De to store nedlukninger er ikke helt ens. Blandt andet var butikkerne sidste gang i tvangslukkede, men mange lukkede frivilligt, da kunderne manglede. Heller ikke forsamlingsforbud og andet er helt det samme, men nedlukningerne er i store træk de samme.

Cheføkonom i Dansk Erhverv Tore Stramer mener, at der er flere forklaringer på, at flere denne gang går på arbejde. Han peger blandt andet på, at online-salget er vokset kraftigt og har overtaget en del af omsætningen i detailhandlen:

- Det er med til at dulme smerten. Desuden havde mange virksomheder formentlig allerede tilpasset og omstillet sig til situationen.

- Samtidig er der lys for enden af tunnelen på grund af vaccinerne, så mange virksomheder vælger måske at holde lidt længere på deres ansatte. Men vi forventer dog, at vi kommer til at se en stigning i ledigheden her hen over vinteren, siger Tore Stramer.

Overraskende

I både Dansk Industri og i 3F tyder medlemsundersøgelser på, at der kan være flere ansøgninger om lønkompensation på vej til Erhvervsstyrelsen.

3F har spurgt sine tillidsvalgte, mens DI har spurgt sine medlemsvirksomheder, og her tyder svarene på, at der kan være flere hjemsendte med lønkompensation, end de officielle tal viser endnu. Måske omkring 20.000. Hertil kommer, at knap 10.000 lønmodtagere er på midlertidig arbejdsfordeling. Men sammenlagt er det stadig kun en lille del af, hvordan det så ud sidste forår.

Jesper Grunnet-Lauridsen, økonom i 3F:

- Det er egentlig meget overraskende, at virksomhederne ikke ser ud til at være mere påvirkede, end de er nu. Måske skyldes det, at fremtiden trods alt er lidt mere lys nu, samtidig med at virksomhederne har lært at navigere i de forskellige hjælpepakker, siger han.

Jesper Grunnet-Lauridsen peger også på, at en del deltidsjob er forsvundet. Det viser en ny analyse fra 3F.

- Samlet set er det en god nyhed for arbejdsmarkedet, at nedlukningen denne gang rammer lønmodtagerne mindre hårdt. Vi skal dog lige huske, at der stadig er en overledighed fra sidste år. Der er cirka 30.000 flere ledige i dag, siger han.

Click and collect er et hit

Men hvad laver de butiksansatte i de butikker, der ikke må holde åbent nu – hvis de ikke går hjemme med løn og heller ikke er fyret?

Per Tønnesen, sektorformand for HK Handel, mener, at der er to forklaringer.

- Mange virksomheder er bedre forberedt denne gang. Omstilling til e-handel er meget mere udbredt nu. For eksempel “click and collect”. I mange virksomheder plukker de varerne ude i de enkelte butikker. Den anden forklaring er, at mange af de unge, som særligt dagligvarehandlen normalt trækker på, ikke er hyret ind ligesom de plejer, siger Per Tønnesen.

- Mit indtryk er, at der har været en stor opfindsomhed og innovation under krisen, og det kommer særligt til udtryk nu. Det er en glædelig overraskelse, at situationen ikke er værre, siger han.

Hotel og restauration stadig hårdt ramt

En af de hårdest ramte brancher er hotel- og restauration. Cheføkonom i HORESTA, Jonas Kjær, siger, at før julenedlukningen lå beskæftigelsen i branchen 13-14 procent lavere end normalt.

Jonas Kjær kan ikke få øje på de store lyspunkter i den nuværende nedlukning.

- Pengekassen er ved at være tom rigtigt mange steder. Derfor tror jeg, at der er nogle denne gang, som ikke har råd til at bruge lønkompensation. Hver krone skal vendes, det er et spørgsmål om overlevelse, siger han.

Arbejdsgiverne får ikke fuld dækning for deres lønudgifter, hvis de sender medarbejderne hjem med løn.

Jonas Kjær mener, at pessimismen i branchen lige nu måske endda er større end i foråret.

- Mange frygter, at det ikke bare lige er noget kortvarigt, og nogen har lukket helt ned og er gået i dvale. Usikkerheden er rigtig stor, siger Jonas Kjær, der frygter, at mange virksomheder i hotel- og restaurationsbranchen stadig skal kæmpe, selv når de begynder at må åbne igen.

- Hvis man har en virksomhed, der lever af konferencer eller udenlandske turister, så kommer man jo til at åbne til et marked, der ikke findes, påpeger han.

Også 3F kan melde, at medlemmerne i hotel- og restaurationsbranchen er hårdest ramt af krisen, og at ledigheden på området har været stigende siden september.