Jørn Mikkelsen er en af de renovationsarbejdere, som har mærket konsekvenserne af et farligt arbejdsmiljø. Han faldt, da han en vintermorgen skulle hente en skraldespand. Det skete på en mindre kommunal vej, hvor der endnu ikke var gruset eller saltet og derfor var meget glat.
Ulykken gik ud over højre skulder og højre arm. Skaderne er så alvorlige, at han i dag ikke kan passe et normalt arbejde, men er sendt i fleksjob
I første omgang ville Jørn Mikkelsens arbejdsgiver ikke vedkende sig ansvaret for ulykken. Men nu har Vestre Landsret idømt Renonorden den fulde erstatningspligt.
Virksomheden havde ikke oplært Jørn Mikkelsen ordentligt i, hvordan han skulle gebærde sig i glat føre. Det fastslår dommen. Firmaet manglede også en beredskabsplan for, hvad der skal ske, når vintervejr gør vejene farlige.
– Vi prøvede at ringe til kontoret for at fortælle, hvor glat det var. Men vi fik bare at vide, at vi skulle fortsætte med at tømme spande, fortæller Jørn Mikkelsen.
Sidemandsoplæring med huller
Vestre Landsret har kun taget stilling til, hvem der har ansvaret. Derefter er sagen nu sendt til Retten i Aarhus, der skal beslutte, hvor meget Jørn Mikkelsen skal have i erstatning.
Han har været heldig at finde et fleksjob inden for samme branche. Tre dage om ugen arbejder han på genbrugsstationer i Skanderborg, Ry eller Galten.
– Jeg har kørt lastbil i over 30 år for nogle af de store vognmænd. Men så fik jeg job som renovationsarbejder. Firmaet sagde i retten, at jeg havde fået sidemandsoplæring, men den bestod nu mest i, at jeg fik at vide, at “det må du finde ud af”, fortæller Jørn Mikkelsen.

Firmaet siger, at de har lært af ulykken
Renovationsarbejderen var 61 år, da ulykken skete. Han havde altså en del år tilbage på arbejdsmarkedet. Men arbejdslivet får med fleksjobbet en anden slutning, end han ønskede.
Renonorden er siden ulykken solgt til det spanskejede selskab Urbaser Nordic. Driftschef Erik Bohn Andreasen siger, at firmaet har lært af ulykken.
– Vi har indført et nyt e-learningssystem med brugernavn og adgangskode, som alle nyansatte skal igennem, inden de får lov at køre ud. Det fortæller også om forholdsregler i glat føre, forklarer Erik Bohn Andreasen.
Han tilføjer, at på ulykkestidspunktet kunne de ansatte få pigsko, men det har ikke været tydeligt for alle og gøres nu mere klart. Der indføres også et system på de ansattes telefoner, hvor der kan gives advarsler i aktuelle situationer om oversvømmelser, glat føre eller andet – og hvad de ansatte så skal gøre.
Der skal være retningslinjer
Advokat Emilie Therese Sylow fra Haug Advokater i København har ført sagen for Jørn Mikkelsen og 3F. Hun siger, at dommen viser, at arbejdsgiverne ikke bare kan overlade til chaufførerne selv at afgøre, hvornår det er for farligt at arbejde. Der skal være nogle retningslinjer, som de ansatte kender.
Emilie Therese Sylow siger, at der føres en række sager mod grundejere, som ikke har gruset vejen til skraldespanden, og hvor en renovationsarbejder så falder på privat område.
– Men dommen her viser, at renovationsfirmaerne ikke kan slippe for ansvar, selvom ulykkerne sker på en kommunal vej eller et andet sted, siger Emilie Therese Sylow.
3.000 arbejdsulykker med glat føre
Arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv fastslår på sin hjemmeside, at “arbejdsgiver har særligt ansvar for vintervedligeholdelse”. Dansk Erhverv peger på hjemmesiden på, at ifølge Arbejdstilsynet sker der i vintre med meget sne og frost op til 3.000 arbejdsulykker med glat føre.
– Man bør derfor sikre sig, at der på de enkelte arbejdspladser er taget de nødvendige skridt til at sikre sig mod glat føre, understreger Dansk Erhverv.

