Den dag, flere hundrede liter farlig epoxy-lim ved en fejl løb ud af maskinen på Vestas fabrik i Spanien, blev skæbnesvanger for Antonio Villalta. Han og en kollega fik besked på at rydde op.

- Der var mellem 700 og 800 liter, som vi skulle samle op ved håndkraft. Vi indåndede kemikalierne, når vi var nede på knæ for at fjerne dem. Det var ikke sundt på nogen måde, siger han.

Antonio Villalta fortæller, at han var rød over alt på kroppen, da han fjernede sit arbejdstøj.

- Anden gang det skete, fik jeg store væskeblærer på mine arme, siger han.

Fagbladet har talt med tidligere ansatte, som uafhængigt bekræfter episoden. Efter nogle dage hjemme forsvandt plamagerne fra Antonio Villaltas krop:

- Men så blev jeg rød i ansigtet, på ørerne, halsen og armene - uden at røre ved epoxy.

Drømmejobbet

Egentlig var Antonio Villalta lykkelig, da danske Vestas åbnede en fabrik i den lille spanske by Daimiel i 2008.

For ham og mange kolleger betød det et nyt liv væk fra landbrug og hårdt fysisk slid, som traditionelt har været den eneste mulighed i Daimiel.

- Det var et drømmejob. Her er vi vant til at arbejde i markerne, så min første tanke var, at jeg ville få det godt hos Vestas. Men jeg anede ikke, hvad konsekvenserne ville blive, siger han.

I de første år var arbejdet godt. Ifølge Antonio Villalta var der tid til at tænke på kvalitet og sikkerhed. Men langsomt blev kravene til de ansatte skruet op - og sikkerheden ned:

- Det hele kom til at handle om produktion, produktion, produktion. Før skulle arbejdszonerne og værktøjet altid være i orden og rene. Men da produktionskravene steg, var der ikke tid til det mere.

Forsøger at fjerne invalidepension

I dag kæmper Antonio Villalta med efterveerne af sine år hos Vestas.

Ifølge hans lægejournal, som Fagbladet 3F har set, har han fået epoxy-allergi af arbejdet hos Vestas og slår ud på arme, ben, ører og øjenlåg, når han kommer i nærheden af kemiske produkter.

Samtidig kæmper han med voldsom astma og lungeproblemer.

- Min læge siger, at jeg skal stoppe med at ryge. Men jeg har aldrig røget, siger han.

Helbredet er ikke det eneste, som Antonio Villalta må kæmpe med. Siden han blev anerkendt til at få invalidepension for sine arbejdsskader fra Vestas, har han måttet igennem retssag på retssag for at beholde sine ydelser.

Firmaet, som Vestas har hyret til at stå for sygeforsikringer af de ansatte på fabrikken, bliver ved med at anke Antonio Villaltas og flere af hans tidligere kollegers sager til domstolene.

Lige nu kæmper han med den tredje ankesag mod sin invalidepension:

- Jeg er syg, og de vil tage min pension fra mig. Jeg troede, jeg kom til det bedste arbejdssted, men det er gået op for mig, at vi kun er numre i systemet.

Ikke råd til børnenes uddannelse

Antonio Villalta bruger nu sine dage hjemme. Hans job hos Vestas er væk, og det samme er hans evne til at skaffe sig et nyt.

- Jeg føler, at mit liv er stoppet. Jeg har arbejdet, siden jeg var helt ung, og har aldrig tidligere været sygemeldt eller arbejdsløs. Nu kan jeg ikke arbejde med landbrug mere på grund af pesticiderne og heller ikke på den anden fabrik i byen på grund af min allergi, fortæller han.

Selvom helbredet halter, og Antonio Villalta kæmper med allergi, eksem, svær astma og angst, så skammer han sig mest over, at han ikke kan hjælpe sin familie, som han gerne ville.

- Vi har to teenagebørn, og nu kan jeg ikke betale for deres universitet, siger han, mens tårerne presser sig på, og fortsætter:

- Vestas i Daimiel er en meget produktiv fabrik. Men til hvilken pris?