I juli legede Ziyattin Bardak med sit nye barnebarn, da han pludselig mærkede en ildebrand, der bredte sig fra venstre brystkasse op mod skulderen og ned mod albuen.
Kort efter blev han hentet i en ambulance og bragt til Rigshospitalet. Her fortalte lægerne, at han havde fået en blodprop i hjertet.
– Jeg har nogle gange fået det dårligt og tabt pusten, men det troede vi ikke var noget. Nu fandt vi ud af, hvad der er, og jeg skal nok have medicin resten af livet, siger Ziyattin Bardak.
I sine unge dage var han bokser, har arbejdet i supermarked og de seneste 12-13 år som rengøringsassistent hos blandt andet ISS, Elite Miljø og Profil Service. Og han har været vant til, at pensionen blev indbetalt hver måned.
Men sidste år fik han arbejde hos rengøringsfirmaet Renas, hvor han skulle gøre rent på den kommunale skole Hedelyskolen i Greve. Ansættelseskontrakten fik han, mens han var på arbejde, da en leder kom og bad ham om at skrive under. Derefter ville lederen udfylde resten.
Han fik aldrig en kopi selv. Og så fik han ikke læst det med småt: At arbejdet som rengøringsassistent i Renas ikke foregår på overenskomst.
Ingen skolerengøring uden overenskomst
Det burde ellers ikke kunne lade sig gøre at gøre rent på en skole i Greve Kommune uden overenskomst. Det er et af kravene i den kontrakt, som kommunen i 2014 udbød til private firmaer, der kunne byde på at gøre rent på Greves otte skoler og 33 institutioner.
Renas A/S vandt kontrakten på et tocifret millionbeløb. Men sagen er, at Renas A/S og Renas godt nok er ejet af samme mand, men alligevel ikke er helt det samme: I Renas A/S foregår arbejdet på overenskomst, i Renas foregår det uden overenskomst.
Og så gør medarbejderne alligevel rent i det samme tøj, på de samme adresser, og firmaerne har samme adresse.
Forvirret?
Det er Ziyattin Bardak også.
En advarsel i e-Boks
Efter blodproppen ringede han til sin nærmeste leder for at få oplyst, hvad han skulle gøre for at få sygeforsikring efter sin blodprop. Indbetaler man pension til PensionDanmark, har man ret til 100.000 kroner ved kritisk sygdom, som en blodprop i hjertet er.
– Han sagde, at det kunne jeg nok få, men at han skulle lige undersøge det, siger Ziyattin Bardak.
Efterfølgende viste det sig, at han kunne få nul og niks: I over et år var der ikke blevet indbetalt pension til PensionDanmark, og dermed er Ziyattin Bardak ikke berettiget til engangsudbetalingen.
– Jeg troede min pension var blevet betalt af Renas, men det var den ikke. Og så kan jeg ikke få erstatning.
Efterfølgende har Ziyattin Bardak fundet et brev i sin e-Boks fra PensionDanmark, hvor der står, at indbetalingerne til pension er stoppet.
– Men den kigger jeg ikke i, så det har jeg overset, siger han.
3F: Renas skulle have oplyst bedre
3F har efterfølgende fået Ziyattin Bardaks ansættelseskontrakt, der fortsat ikke er færdigudfyldt med eksempelvis arbejdssted. Fagforeningen mener, at Renas ikke har overholdt sin lovmæssige pligt til at oplyse Bardak om hans arbejdsvilkår, og 3F Roskilde har sendt et krav om godtgørelse for den manglende oplysning, manglende løn, pension og udbetaling for kritisk sygdom.
Direktøren for både Renas og Renas A/S, Kenneth Reedtz Christiansen, vil ikke svare på, hvad han synes om de konsekvenser, den manglende oplysning har haft for Ziyattin Bardak, ligesom han ikke vil svare på 3F’s krav.
Greve Kommune: Svært at sikre sig mod brodne kar
Greve Kommune har nu opsagt samarbejdet med Renas A/S, efter man ved en stikprøvekontrol på otte skoler fandt 13 medarbejdere, som det ikke umiddelbart kunne dokumenteres arbejdede hos Renas A/S.
Her ærgrer ejendomschef ved Teknik og Miljø, Niels Minor Borre, sig over, at en privat rengøringsmedarbejder på en kommuneskole bliver mødt af de konsekvenser, som kopi-finten har haft for Ziyattin Bardak:
– Det har jeg det skidt med. Når vi laver en kontrakt, hvor det flere steder er indskærpet, at arbejdet skal foregå på overenskomst, så synes jeg egentlig, vi har gjort det, vi kan som kommune. Det er svært, når der er brodne kar, men jeg synes også, at vi handler på det, når vi opdager det.
Hjemme i lejligheden i Roskilde er Ziyattin Bardak nu i behandling og tager 11 piller om dagen. Han venter på at få en videre afklaring af sin hjertefejl og sit fremtidige arbejdsliv. Imens forsøger han at lave de små gymnastikøvelser, som lægen har anvist.
– Jeg vil ikke sige, at Renas har snydt mig, det vil jeg passe på med… Men måske er der sket en fejl.

