Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 90 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 91 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 92 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 7 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--link-to-article.tpl.php).

Mere end hver tredje 3F’er, der kommer på AMU-kursus, er i job efter tre måneder. Alligevel tøver flere kommuner med at sende ledige 3F’ere på AMU-kursus.

AMU-kurser er en hurtig genvej til at komme tilbage i job for 3F'erne. Tre måneder efter kurset er 42 procent således tilbage i job.
FOTO: Arkiv / Colourbox

Hvis du sender en arbejdsløs 3F’er på AMU-kursus, så er det meget muligt, at du aldrig møder ham på jobcentret igen.

Efter tre måneder er 42 procent af alle AMU-aktiverede 3F’ere nemlig tilbage i job. Det viser tal, som 3F har trukket fra jobindsats.dk.

Her fremgår det, at effekten af et AMU-kursus kan ses tydeligt efter bare tre måneder. Faktisk er det kun privat løntilskud, der har større chance for at få ledige 3F’ere tilbage på jobmarkedet.

Samme konklusion er forskere hos KORA nået frem til i en ny undersøgelse af effekten af voksen- og efteruddannelse blandt ledige.

- Vi kan se, at der er en god effekt af at sende ledige på især AMU-kurser. De kommer hurtigt i arbejde. Og ser man på det samfundsøkonomiske aspekt, så er pengene tjent hjem inden for en tre-fireårig periode, siger professor Nicolai Kristensen fra KORA.

Kommuner tøver med AMU-tilbud

Alligevel er visse kommuner meget modvillige med at sende deres ledige i AMU-aktivering, og på landsplan er det under hver sjette ledige 3F’er, der får tilbudt et AMU-kursus af kommunens jobcenter.

Et af de steder, hvor flest bliver sendt i AMU-aktivering, er Hjørring Kommune. Her er det en bevidst strategi at tilbyde de ledige efteruddannelse fra første færd - og vel at mærke efteruddannelse, der passer til deres evner.

- Vi gør meget for at få screenet vores kandidater, så de passer til de job, de kan gå ud og varetage, efter de har fået et AMU-kursus, siger Kim Jakobsen, der er afdelingsleder for de jobklare ledige i Jobcenter Hjørring.

- Samtidig samarbejder vi tæt med de lokale virksomheder og har for eksempel fået skræddersyet AMU-kurser sammen med fiskeindustrien og bygge- og anlæg, så de ledige går fra kurset med nogle rigtig gode jobmuligheder på hånden, forklarer Kim Jakobsen.

Og det giver pote. Sidste år sendte kommunen knap halvdelen af sine ledige 3F’ere i AMU-aktivering. To ud af tre havde fast arbejde igen efter tre måneder.

3F: Kom nu i gang, kommuner

Derfor ærgrer det også forbundssekretær i 3F, Søren Heisel, at flere kommuner slet ikke benytter AMU-aktivering til at få de ledige 3F’ere tilbage på jobmarkedet.

- Der er kommuner, som gør det rigtigt godt, og de skal have ros. Til gengæld mener jeg også, at en række jobcentre godt kunne trænge til at få et kærligt puf i retning af øget brug af uddannelse, siger Søren Heisel.

Han undrer sig over, at der ikke er større fokus på at få de ledige tilbage på jobmarkedet hurtigst muligt og gøre dem så velkvalificerede som muligt undervejs.

I en periode med begyndende mangel på kvalificeret arbejdskraft er det tudetosset, at jobcentrene ikke bruger uddannelse mere offensivt.

Søren Heisel, forbundssekretær 3F

- I en periode med begyndende mangel på kvalificeret arbejdskraft er det tudetosset, at jobcentrene ikke bruger uddannelse mere offensivt. Når virksomhederne har jobåbninger, der kunne besættes af ledige efter få ugers uddannelse, så er det bare om at komme ud af starthullerne, siger Søren Heisel og fortsætter:

- En del ledige stillinger kræver ikke en faglært uddannelse, men måske bare et certifikatkursus eller anden form for kort opkvalificering. Men det kræver selvfølgelig, at jobcentrene kan gennemskue både virksomhedernes behov og udbuddet af AMU-kurser.

Fagbladet 3F har forsøgt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) om, hvordan man vil sikre, at flere 3F’ere får tilbudt relevant uddannelse under ledighed, men ministerens kontor oplyser, at ministeren er på ferie og ikke har tid til at svare.