Gartnerelev Amalie Lenchler Poulsen har autisme. Det giver hende mange udfordringer, men hun ser sine styrker frem for svagheder og håber, at samfundet vil gøre det samme.
Amalie Lenchler Poulsen er ved at sætte planter i jorden. Hendes kollegaer går og vander, mens en container bliver kørt ud i den anden ende af drivhuset. Radioen spiller, og ventilatoren puster luft ud.
Amalie Lenchler Poulsen hører alle lydene i rummet lige højt. Hun sanser alt meget tydeligt.
- Jeg står i et lokale med 200 mennesker og hører samtalen i den anden ende af rummet lige så tydeligt som den ved siden af mig. Det giver altså nogle udfordringer og til tider en dunkende hovedpine, siger hun.
Styrker og svagheder
Amalie Lenchler Poulsen er 25 år og gartnerelev på Gartneriet Lundager i Fangel syd for Odense. Hun har autismediagnosen Aspergers syndrom. For hende betyder det, at alle hendes sanser er forstærkede.
Hun kan ikke sortere lyde fra og tænker alt grundigt igennem, før hun begynder på en opgave. Derfor tager nogle ting længere tid for hende end for hendes kollegaer. Til gengæld kan hun sammensætte blomsterne i en salgskasse, så de passer perfekt sammen, hun kan se sygdom i en enkelt plante på lang afstand, og hun er ligeglad med at udføre den samme opgave flere dage i træk.
- Jeg ser ting, længe før andre opdager det. Min store styrke er, at jeg er meget detaljeorienteret. Men det er også min svaghed. Når jeg for eksempel skal have mos af en krukke, kan jeg altid se en plet mere. Så tager det for lang tid, siger Amalie Lenchler Poulsen.
Bruger styrkerne
Hendes chefer er gode til at tage hensyn. De siger, når det går for langsomt, og sørger for, hun ikke står i for meget larm flere dage i træk.
Og så sætter de hende på opgaven, når blomsterne skal sammensættes i et pænt mønster, eller når der skal laves meget rutineprægede opgaver.
- Det er nogle gange noget firkantet fabriksarbejde. Men det er det, der fungerer godt for mig, siger Amalie Lenchler Poulsen.
Til eksamenen på det seneste skoleforløb på gartneruddannelsen fik hun 100 procent rigtige svar i en opgave, hvor de skulle udpege de syge planter. Der var sat 60 minutter af til opgaven. Det tog Amalie Lenchler Poulsen fem minutter.
Forstærker følesans
Når lydene bliver for støjende og menneskerne for mange, kan Amalie Lenchler Poulsen ikke længere skille tingene fra hinanden.
- Så kan jeg ikke længere høre. Jeg kan ikke længere se. Det eneste, der fungerer, er min følesans. Den er forstærket gange 50 i forhold til normalt. Bare en hånd på min arm føles som en kniv gennem armen på mig, siger hun.
Amalie Lenchler Poulsen begyndte som elev i februar. Siden har hun ikke haft et sådant udfald. Når hun kan mærke, at det hele begynder at flyde sammen i hendes hoved, tager hun musik i ørerne.
- Det giver mig ro. Jeg kan tage toppen af baggrundsstøjen, så jeg ikke hører ventilatoren eller pottemaskinen, siger Amalie Lenchler Poulsen.
Lært at håndtere udfald
Med årene har Amalie Lenchler Poulsen lært at mærke, hvornår det er ved at blive for meget for hende.
Hun husker en episode i folkeskolen, hvor hun begyndte at slå en pige, der havde mobbet hende. Engang kom hun også til at slå, fordi en kammerat ville trøste hende. Men da alle sanser var lukket, hørte hun ingen komme, og hun blev så overrasket, at hun slog ud.
Amalie Lenchler Poulsen gik i 9. klasse, da hun fik diagnosen Aspergers syndrom. Den hjalp hende til at forstå sit reaktionsmønster.
- Jeg lærte hurtigt, hvorfor mine sanser er, som de er. Jeg satte alt ind for at lære tegnene på, at det er ved at blive for meget. På den måde har jeg lært mig selv, hvornår jeg er nødt til at trække mig. Det var en lang proces at lære, siger Amalie Lenchler Poulsen.
Siden har hun ikke haft nogen voldsomme episoder. Når det flimrer for øjnene, eller hun ikke kan huske, hvad hun læser, så ved hun, hun skal gå for sig selv. Ganske kort tid alene i ro kan få sanserne til at falde tilbage på et normalt niveau.
- De udfordringer, jeg har mødt, har gjort mig stærkere i at lære mig selv at kende. Hvis jeg når at få grebet tingene i tide, kan jeg få mig selv ud af et angstanfald, siger Amalie Lenchler Poulsen.
Giver ikke op
I folkeskolen fik Amalie Lenchler Poulsen at vide, at hun aldrig ville få en gymnasial uddannelse. Hun søgte alligevel ind, og da gymnasiet ikke ville tage hende ind, endte hun med at få dem overtalt.
- Lige så snart folk siger, at jeg ikke kan, så bliver jeg stædig. Det skal de ikke bestemme, siger Amalie Lenchler Poulsen.
Hun var først begyndt på en landbrugsuddannelse, men ingen ville tage hende ind som elev, fordi de mente, hun arbejdede for langsomt. De mange afslag var et nederlag. Igen fik hun følelsen af, at hun ikke passede ind. At hun ikke var god nok. Men med sin stædighed kæmpede hun sig til uddannelsen som gartner.
Efter nederlaget i landbruget var det en mental udfordring at skulle finde en læreplads inden for gartnerfaget. Men hun fik kun et enkelt afslag, før Gartneriet Lundager ansatte hende. Her er der den struktur, som Amalie Lenchler Poulsen har brug for. De sagde til hende fra start, at hun selv må sige fra, når det bliver for meget. Det giver hende en stor tryghed.
- Jeg har fundet et sted nu, hvor jeg føler, jeg bliver accepteret med de særheder, jeg har, siger hun.
Det hjælper at være åben
Selv tror Amalie Lenchler Poulsen, at det fungerer for hende i dag, fordi hun har været åben om sin diagnose både i skolen, på arbejdsmarkedet og privat. Hun har ikke lagt skjul på sine svagheder eller styrker, og derfor oplever hun en større forståelse for sine udfordringer.
- Det er vigtigt, at andre ved det, så de kan tage hensyn. Det hjælper at være åben, og man skal ikke skamme sig, siger Amalie Lenchler Poulsen.
Plads til flere med en diagnose
Amalie Lenchler Poulsen håber, at arbejdsmarkedet vil blive bedre til at værdsætte de kompetencer, som hun og andre med autisme har.
- Det gælder ikke kun mennesker med autisme, men alle former for handicap. Samfundet går glip af mange kompetencer, fordi de ikke kan tage de ganske få hensyn. For mig er det et hensyn, at jeg må tage musik i ørerne, eller at jeg lige kan gå for mig selv, siger hun.
Da Amalie Lenchler Poulsen en periode gik ledig, var hun heldig at få en særaftale med kommunen, så hun ikke blev sendt i 14 dages praktik i forskellige virksomheder. Og da hun var til jobsamtale hos Gartneriet Lundager, gik de en tur under samtalen. Det betød, hun ikke skulle forholde sig til den øjenkontakt, der ellers kan være svær.
De ting har gjort det nemmere for Amalie Lenchler Poulsen at nå dertil, hvor hun er i dag. Derfor håber hun, at alle parter vil blive bedre til at tage hensyn til den enkelte.
- Det er ikke sikkert, at jeg i fremtiden vil være i stand til at arbejde 37 timer om ugen. Men bare det at føle, at jeg bidrager til samfundet, det er en sejr, siger Amalie Lenchler Poulsen.
