Har du husket at hæve dine feriepenge? Hvis ikke, så er du ikke alene. Hvert år glemmer tusindvis af danskere at hæve deres feriepenge, og i år er ingen undtagelse.
Det er ikke småpenge, det drejer sig om. Beskæftigelsesministeriet oplyser, at der pr. 26. september 2022 står 820 millioner kroner i feriepenge, som ikke er blevet hævet.
Tjek feriepengene før 15. november
Vil du tjekke, om du er en af dem, der har feriepenge til gode, så gå ind på www.borger.dk og skriv “Mine feriepenge” i søgefeltet.
Er du en af de glemsomme, er der mulighed for at få udbetalt de uhævede feriepenge frem til 15. november.
Ferieophold for udsatte
15. november i år er nemlig også datoen, hvor feriepenge, som ikke er blevet hævet, bliver overført til feriefonde. Her bruges de blandt andet på ferierelaterede formål for lønmodtagere.
For eksempel ferieophold for udsatte børn og familier, der ikke selv har råd til at tage på ferie.
Præcisering 20. oktober 12.52: Fagbladet 3F har fået oplysninger om uhævede feriepenge fra Beskæftigelsesministeriet, men ATP har en præcisering. ATP oplyser, at det fra skæringsdatoen 15. november vil være muligt at anmode om sine feriepenge hos den feriefond, som de uhævede feriepenge overføres til. Hvilken feriefond disse penge overføres til, afhænger af hvem, der har været ansvarlig for udbetalingen af feriepengene, før fristen udløb. ATP oplyser desuden, at det siden den 15. oktober ikke har været muligt at se feriepengene fra 2021 på Borger.dk, men de ville kunne ses hos feriefondene fra den 15. november.

