Gå til hovedindhold
FOTO: Ritzau Foto

Lavere skat på arbejde får ikke 3F’erne til at bruge flere timer på jobbet, viser ny undersøgelse. Regeringen påstår ellers, at danskerne vil arbejde mere i forbindelse med nyt skatteudspil.

Hvis vi sænker skatten, arbejder folk mere - og vi får et øget arbejdsudbud.

Sådan lyder et af argumenterne fra regeringen til at begrunde sit forslag om at give skattelettelser. Det kom frem i regeringens nye skatteudspil, som blev præsenteret her til formiddag af finansminister, Kristian Jensen (V).

Men spørger man 3F’erne, har de ikke tænkt sig at bruge den større udbetalte løn på arbejde mere. De vil hellere holde fri.

Ifølge en undersøgelse blandt 750 3F-tillidsfolk vil 14 procent af dem arbejde mindre, hvis de får 500 kroner mere om måneden udbetalt i løn. Kun seks procent vil arbejde mere, mens 77 procent vil arbejde det samme.

Tallene er endnu mere markante, hvis 3F’erne får lov til helt selv at bestemme, hvor meget de vi arbejde. Så vil én ud af fire arbejde mindre, viser undersøgelsen.

Denne konklusion bakkes op i et nyt speciale fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet. Her fremgår det, at hvis 3F’erne får 10 procent mere udbetalt, så vil det føre til, at de vil arbejde mindre.

Skæv som tårnet i Pisa

3F’s forbundsformand, Per Christensen, er langt fra begejstret for udspillet fra Venstre, Konservative og Liberal Alliance:

- Regeringen vil bruge 15 milliarder på skattelettelser. Med stor sandsynlighed får man ikke lettelserne finansieret, fordi folk ikke kan eller vil arbejde mere. Konsekvensen bliver besparelser på uddannelse, velfærd og endnu flere reformer. Og det bliver igen 3F’erne, der kommer til at betale regningen, siger Per Christensen, der kalder skattereformen “skæv som tårnet i Pisa”.

- Forskellen på rig og fattig i Danmark bliver større med denne reform. Jeg frygter, at fællesskabet falder mere fra hinanden, siger han. 

Økonomer: Lavere skat får ikke folk til at arbejde mere

Flere forskere advarer imod håndfast at konkludere, at lavere skatter automatisk fører til, folk vil arbejde mere.

En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har systematisk gennemgået relevante danske og internationale studier af topskattelettelsers effekter på arbejdsudbuddet. Af analysen fremgår det, at “Der er ­ikke evidens for en sammenhæng mellem ændringer af marginalskatten i toppen og arbejdsudbuddet i Danmark”.

I en artikel i DJØF-bladet fra sidste år forholder en lang række topøkonomer sig til, hvorvidt folk vil arbejde mere efter topskattelettelser. Her hælder de fleste økonomer til, at en lavere skat på arbejde fører til, at folk vil arbejde mindre. Ikke mere.

Tidligere overvismand, professor ­Christen Sørensen:

- Ingen solide studier viser, at topskattelettelser herhjemme vil give et øget ­arbejdsudbud. Hverken i den ene eller anden retning. I princippet kan skatte­lettelser lige så vel få folk til at arbejde mindre, siger Christen Sørensen.

Professor Bent Greve fra Institut for ­Samfundsvidenskab og Erhverv på RUC:

- Jeg hælder mest til, at topskattelettelser ingen effekt har på arbejdsudbuddet overhovedet.

Mangler forskning

Professor ved Institut for Statskundskab i Aalborg Jørgen Goul Andersen har tidligere undersøgt forholdet mellem lavere skatter og øget arbejdsudbud. Han nåede frem til, at det er faktisk er mindst lige så sandsynligt, at lavere skatter vil mindske arbejdsudbuddet, som at folk vil arbejde mere ved lavere skat.

Torben M. Andersen, tidligere overvismand og professor ved Aarhus Universitet, er en af de få økonomer, som hælder mest til, at arbejdsudbuddet bliver større ved skattelettelser:

- Der er evidens for, at topskattelettelser vil øge arbejdsudbuddet. Men den (evidens, red) kunne godt være bedre, siger han til DJØF-bladet.

Økonomerne er enige om, at der mangler forskning på dette område og forholder sig kun til skattelettelser i toppen og ikke i bunden.

V: 3F’erne kan få flere penge til sig selv

Politisk ordfører for Venstre, Jakob Ellemann-Jensen, glæder sig over udspillet i en skriftlig kommentar til Fagbladet 3F:

- Vi kan give mulighed for, at også flere 3F’ere kan få flere penge til dem selv. Og jeres undersøgelse bekræfter netop, hvorfor det er vigtigt: At man får mere frihed til at tilrettelægge sit eget liv på en bedre måde. Det er også velfærd for mig.  Jeg håber, at vi kommer igennem med det her.