Nogle postarbejdere fryser, andre har de for varmt. Nye rygeregler er for skrappe. Og ledelsen lytter ikke til de ansattes ønsker.
Omkring 250 ansatte på den store postterminal i Taastrup er gået i strejke, fordi de er utilfredse med arbejdsforholdene.
– Mine kolleger har nedlagt arbejdet, fordi de er utilfredse med indeklimaet. Nogle steder er der for koldt, andre steder for varmt. Der mangler udluftning, og der er støvet, siger Karina Sørensen, fællestillidsrepræsentant på Terminal Taastrup (TTA).
Der er også problemer med nye rygeregler.
– De er også utilfredse med, at ledelsen har flyttet det område, man må ryge i, så de skal gå en del længere for at komme til frokost. De har en 25 minutters frokostpause, og for mange bliver det så et valg mellem at ryge eller at spise frokost, siger hun.
Ifølge Karina Sørensen har det været svært at trænge igennem til de lokale chefer:
– Vi har uden held forsøgt gentagne gange at gøre ledelsen opmærksom på problemerne. Det er beklageligt, at det ikke er løst endnu.
Problemerne med indeklimaet har eksisteret siden Københavns Postterminal (KHC) flyttede til Taastrup i 2016. De nye rygeregler trådte i kraft 1. april i år.
Breve forsinket
Strejken er overenskomststridig, fordi den ikke kommer på en tidspunkt, hvor overenskomsterne på det private område skal fornys. Det vil sige, at postarbejderne risikerer bod i Arbejdsretten. Tilllidsfolkene har opfordret de strejkende til at gå tilbage i arbejde:
– Vi har gjort kollegerne opmærksomme på, at der er tale om en overenskomstsstridig arbejdsnedlæggelse. Vi håber, at hurtigst muligt vi kan få dem til at genoptage arbejdet og kan gå i en dialog med ledelsen om at få løst problemerne, siger Karina Sørensen.
Indtil videre er konsekvensen, at de såkaldte Quickbreve bliver forsinket på Sjælland, Lolland og Falster. Det er breve, som koster ekstra og normalt bliver omdelt dagen efter.
– Vi er kede af, at vi ikke leverer, som vi skal. Vi sætter en ære i at yde en topservice til kunderne, siger Karina Sørensen.
PostNord: Ingen løsning at strejke
Ifølge Hans Erik Lindkvist, chef for HR i PostNord Danmark, skyldes den aktuelle konflikt en overordnet politik i virksomheden:
– Vi har indført en generel rygepolitik i koncernen, hvor det ikke er tilladt at ryge på matriklen. Man må drøfte lokalt, hvordan det kan udmøntes, og hvordan det giver mening, siger han.
HR-chefen kender godt til problemerne omkring arbejdsmiljøet:
– Temperaturen skal selvfølgelig være i orden på arbejdspladsen, uanset om loven er overtrådt. Der er blevet bragt løsninger bragt på banen, som vi må drøfte videre.
Hvis man er utilfreds med forholdene på jobbet, mener Hans Erik Lindkvist ikke, at det nytter at gå i strejke:
– Det er ikke en løsning at nedlægge arbejdet. Man bliver nødt til at gå tilbage til forhandlingsbordet, selvom det kan være brydsomt og svært.
Han peger også på, at kunderne bliver hårdere ramt, hvis strejken fortsætter:
– Hvis ikke arbejdet snart bliver genoptaget, får det også konsekvenser for de almindelige breve, som ikke længere kan nå frem inden for fem dage, siger Hans Erik Lindkvist.
Strejken startede torsdag aften, hvor aften- og natholdet nedlagde arbejdet. Dagholdet gik også hjem fredag morgen. Fredag eftermiddag er der blevet afholdt fællesmøde. Næste skridt kan blive bod til de strejkende.
– Bliver arbejdet ikke genoptaget, vil vi tage den til Arbejdsretten, lyder det fra PostNord-chefen.

