Gå til hovedindhold

Sæt det stigende antal børn og ældre øverst på dagsordenen i valgkampen, siger 22 blå og røde borgmestre i avisen Danmark.

Mette Frederiksen (S) før spørgetime med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i Folketinget, tirsdag den 27. februar 2018.. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2018)
Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix

Op til Kommunernes Landsforenings topmøde, der starter torsdag, er 22 borgmestre gået sammen i et fælles opråb til Mette Frederiksen, Lars Løkke og resten af politikerne på Christiansborg.

Det skriver avisen Danmark.

De 22 borgmestre, der er ligeligt fordelt mellem rød og blå blok, mener, at den demografiske udvikling, hvor vi i det næste årti får 70.000 flere 0-5 årige børn og 213.000 flere ældre over 75 år, mangler på landspolitikernes dagsorden.

En bekymring, der ikke bliver mindre, uanset om Danmarks statsminister hedder Lars Løkke eller Mette Frederiksen efter folketingsvalget.

- Det her handler ikke om røde eller blå borgmestre, eller om regeringen er rød eller blå, siger Jesper Frost (V), borgmester i Esbjerg Kommune, til avisen Danmark.

- Uanset hvordan valget går, har vi en udfordring med den voldsomme stigning i antallet af børn og ældre, som en kommende regering er nødt til at tage mere alvorligt, end det er sket de sidste mange år, tilføjer han.

Jesper Frost mener ligesom de øvrige borgmestre, at folketingspolitikerne skal satte penge af til demografiske udfordring i den økonomiske aftale, staten indgår med Kommunernes Landsforening i løbet af de næste måneder.

Samtidig opfordrer borgmestrene til, at den demografiske udvikling bliver en fast del af de kommende finanslove.

Politikerne på Christiansborg skal derved forholde sig til, hvor meget de vil kompensere kommunerne for udviklingen, og hvor meget kommunerne selv skal effektivisere eller spare.

- Vi har behov for, at der kommer meget tydelige signaler fra en bred vifte af partier på Christiansborg. At de siger: "Ja, udfordringen er her, men det er ikke jer i kommunerne, der skal stå alene med den. Det løser vi som nation," siger Peter Rahbæk Juel (S), borgmester i Odense Kommune, til avisen Danmark.

- At de får lavet en velfærdens 2030-plan, følger op på den hver finanslov og løser det bid for bid, så det ikke bliver de ældre og børnene, det kommer til at gå ud over, tilføjer han.

På landsplan giver den demografiske udvikling en udfordring på 35 milliarder kroner frem til 2029 ifølge Finansministeriet.

Størstedelen af den udfordring svarende til 21 milliarder kroner vil komme til at mangle i kommunekasserne frem til 2029, hvis ikke politikerne på Christiansborg griber ind og tilfører kommunerne flere penge.