Transportfirmaet Risegaard Logistik ApS i Hvidovre har haft 19 lærlingekontrakter på fem år, men ingen af dem er endt med et svendebrev.
18 af kontrakterne er afbrudt før tid, og med så mange brud bør firmaet ikke have ret til lærlinge, mener formand for Brancheudvalget for uddannelse til Vejgodstransport Harald Fabricius.
På en af lærekontrakterne og på en af fyresedlerne stod 22-årige Lucas Bachs navn. Han håber også, at der bliver sat en stopper for firmaet.
– Firmaet burde ikke have tilladelse til at have lærlinge, de er fuldstændig uegnede til det. Det handler om billig arbejdskraft for firmaet. Før tænkte jeg: “Chauffør, det er da det, jeg skal være”. Men jeg har mistet lysten helt, siger han.
Få måneder efter at han startede i lære i 2020, blev han tilbudt et direktørjob, der viste sig at være proforma. Han afslog og blev fyret.
Da han oveni også gik til 3F, gik det hurtigt ned af bakke med stemningen.
– Jeg blev talt dårligt til konstant. Jeg var dum, ikke noget værd, og de kunne “lige så godt hyre en billig østeuropæer i stedet for mig”.
Måtte betale 80.000 kroner
Det kostede firmaet en bod på 40.000 kroner, efter at Tvistighedsnævnet fandt fyringen uretmæssig. Plus efterbetaling af 40.000 kroner, som han var blevet snydt for i løn for blandt andet overarbejde.
Nævnet skriver blandt andet i sin begrundelse for kendelsen, at: “Det, som virksomheden har henvist til, indebærer ikke, at betingelserne for en ophævelse var opfyldt.”
Hans læreplads sluttede, da firmaet ophævede kontrakten ensidigt.
– De prøvede at få mig til at skrive under på en gensidig ophævelse og lokkede med lidt løn, men det var jeg ikke interesseret i, siger Lucas Bach, Rødovre.
Hård kritik af firmaet
Antallet af firmaets lærlingekontrakter, og hvor mange af lærlingekontrakterne der er afbrudt før tid, fremgår af Fagbladet 3Fs aktindsigt hos Transporterhvervets Uddannelser (TUR), hvor det også fremgår, at firmaet har én lærling, der stadig er i gang – en voksenlærling.
Formanden for Brancheudvalget, Harald Fabricius, der også er næstformand for 3F Københavns Chauffører, er ude med hård kritik.
– Når firmaet på fem år har mange lærlinge, der ikke gennemfører, ligner det en kynisk jagt på billig arbejdskraft. Jeg mistænker firmaet for, at det aldrig har været meningen, at lærlingene skulle gennemføre. Stod det til mig, skulle der lukkes for nye lærlinge, siger han.
Han fremhæver, at branchen bruger mange ressourcer på at skaffe lærlinge til erhvervet, hvor der er mangel på arbejdskraft.
– Det er fortvivlende, at firmaer som Risegaard Logistik ApS ødelægger renomméet og skræmmer unge lærlinge væk, siger han.
Firmaet afviser kritik
Indehaver af Risegaard Logistik ApS Caroline Risegaard Andersen afviser kritikken.
Hun afviser også aktindsigten og vil afkræfte antallet.
– Vi har slet ikke har haft så mange lærlinge. Det er helt forkert. Vi har haft under ti. Nogle lærlinge er blevet aflyst og er startet igen, så samme person kan tælle en del gange, siger hun og fortsætter:
– Nogle er dumpet og stoppet selv. Det er også fuldstændig forkert, at de skulle være billig arbejdskraft. En del af de unge tror faktisk ikke, at de skal arbejde, men at de er på skole stadigvæk, og det duer ikke, siger hun.
Hun ønsker at fastslå, at grunden til, at firmaet fik en bod på 40.000 kroner i Tvistighedsnævnet for uretmæssig fyring, var, at de var for længe om at fyre ham. Det mener hun, nævnet gjorde klart opmærksom på.
– Vi gav ham for mange chancer og skulle have fyret ham noget før, så havde vi ikke fået en bod, siger hun.

