De var på arbejde i den gode sags tjeneste, men det gik helt galt, da en gruppe frivillige fra en organisation, der hjælper socialt udstødte, deltog i oprydningen efter årets Roskilde Festival.
Klokken 17.57 torsdag 11. juli blev der slået alarm, da en af de frivillige – en hjemløs 52-årig mand fra Polen – blev påkørt af en traktor på en af de forladte teltpladser.
Manden arbejdede for Gaderummet – Regnbuen, der blandt andet tilbyder psykologisk rådgivning til udsatte personer.
Han skulle have hjulpet til med at fjerne de efterladte telte, men havde i stedet lagt sig i et af dem.
Lå i camouflagetøj
Her blev han ramt af traktoren, der var i gang med at skubbe affald sammen i en bunke. Den 52-årige mand var iklædt camouflagetøj, da han blev fundet, og føreren af traktoren havde på intet tidspunkt set ham.
Det fremgår af Fagbladet 3F’s aktindsigt i dødsulykken hos Arbejdstilsynet.
Politi og redningsfolk kom hurtigt frem til stedet, men manden blev erklæret død 42 minutter efter ulykken.
Samme dag var Arbejdstilsynet også ude på teltpladsen, hvor tilsynet udstedte et strakspåbud til Gaderummet – Regnbuen.
I strakspåbuddet lægger tilsynet vægt på, at de frivillige ikke var blevet instrueret i, hvordan de skulle forholde sig til den trafik, der var på pladsen samtidig med, at de arbejdede.
Af Arbejdstilsynet dokumenter fremgår det også, at der ikke var gjort noget for at adskille de hjemløse, der fjernede skrald manuelt, fra køretøjerne på festivalpladsen.
– …hvorved virksomhedens frivillige udsættes for betydelig fare for at blive påkørt, skriver Arbejdstilsynet.
Boede i “hjemløselejr”
Den afdøde var en af omkring 22-24 personer, der arbejdede som frivillige for Gaderummet – Regnbuen, og boede sammen på pladsen i en “hjemløselejr”.
Når de frivillige var på arbejde, blev de ledt af en kernegruppe, bestående af tidligere frivillige, som viste dem, hvor de skulle gå i gang med oprydningen.
Som betalingen måtte de hjemløse beholde, hvad de fandt af mad, tøj, pant og andet på pladsen.
De frivillige bestod primært af udsatte personer. Af Fagbladet 3F’s aktindsigt fremgår det, at flere af dem havde problemer med alkoholmisbrug.
Leder af Gaderummet – Regnbuen, Kalle Birck-Madsen, er ”dybt ulykkelig” over den tragiske ulykke.
Forsvandt et døgn før ulykken
Han fortæller til Fagbladet, at han løbende forsøgte at kontrollere, om de frivillige var fysisk og psykisk i stand til at udføre oprydningsarbejdet.
Kalle Birck-Madsen havde særligt øje på den 52-årige, som han dagen inden ulykken havde overvejet at bortvise fra pladsen, fordi han var for beruset.
Men manden blev væk, og Kalle Birck-Madsen havde ikke set ham i over et døgn, da ulykken skete.
– Jeg var ikke hurtig nok
Kalle Birck-Madsen mener selv, at det er hans ansvar, at den 52-årige mand ikke blev tilbageholdt fra arbejdet.
– Jeg var ikke hurtig nok. Jeg har diskuteret med mig selv, om det er en fejlvurdering, eller om det er en blind plet, siger han.
Arbejdstilsynet skriver, at de frivillige ikke var instrueret i, hvordan de skulle forholde sig til den kørende trafik på arbejdsstedet. Hvorfor var de ikke det?
– Folk har fået det at vide, men om det er sivet ind, kan jeg jo ikke være sikker på. Jeg kan somme tider godt have en mistanke om, at de er for berusede. Men man går ud fra, ligesom med almindelig trafik, at man skal holde sig fra maskiner. Det er formuleret sådan, at maskinerne har førsteret, siger Kalle Birck-Madsen.
Ikke opmærksom på tung trafik
Arbejdstilsynet lægger i strakspåbudet vægt på, at de frivillige arbejdede i et område med tung kørende trafik, og at der ikke var gjort noget for adskille de kørende og de gående.
Kalle Birck-Madsen forklarer, at den tunge trafik først starter et stykke henne i oprydningen.
– Jeg vidste ikke, at maskinerne var gået i gang. Det skal forstås sådan, at vi ikke har sikret det overlap, der er mellem vi forlader marken og maskinerne kommer. Det er selve overlappet vi ikke er opmærksomme på, og der så er en frivillig, der kommer til at være det forkerte sted, siger han.
I arbejdstilsynets redegørelse for, hvad der skete forud for ulykken fremgår det, at Kalle Birck-Madsen efter ulykken fortalte Arbejdstilsynet, at alle som havde lyst til at deltage i oprydningsarbejdet kunne gøre det. Uanset tilstand.
Han mener dog ikke, at han har formuleret sig præcis sådan.
– Det betyder nærmere, at alle er velkomne uanset, hvilken tilstand de har i starten, når de kommer til lejrene. Problemet er, hvis de ikke er friske, når de bliver sendt ud på pladsen, siger Kalle Birck-Madsen.
Håber at fortsætte samarbejdet
Lederen af Gaderummet – Regnbuen håber, at organisationen er at finde igen på næste års Roskilde Festival.
Men han har tænkt sig at gøre tingene anderledes.
– De udsatte skal sættes i en særlig gruppe, hvis de er fulde, ugidelige, eller der er andre problemer. Den gruppe får ikke lov til at hjælpe med oprydningsarbejdet, før det er bragt i orden, siger Kalle Birck-Madsen.
– Derudover skal de have en tættere daglig kontakt til den maskinelle del af festivalen, forklarer han.
Vicedirektør for Roskilde Festival Christina Bilde, oplyser i et mailsvar til Fagbladet 3F, at sårbare og udsatte personer har også behov for at være del af og bidrage til fællesskabet. Hun uddyber, at deres oplevelse er, at Gaderummets indsats, har stor betydning for de frivilliges oplevelse af at høre til.
Vil I fortsætte samarbejdet med Gaderummet?
– Vi har altid været glade for samarbejdet med Gaderummet. Vores udgangspunkt er, at de gør et godt og vigtigt stykke arbejde, der også gør en stor forskel for de mennesker, der er med. Det er for tidligt at sige, om vi skal justere på samarbejdet. Her er vi nødt til at afvente myndighedernes konklusioner om selve ulykken, skriver Christina Bilde.
Hun tilføjer, at festivalen afventer politiets og arbejdstilsynets undersøgelser om, hvordan ulykken kunne ske, før de ser på, hvad der kan ændres fremadrettet.
Politiet afventer juridisk vurdering
Af Fagbladet 3F’s aktindsigt fremgår, at føreren af traktoren har oplyst til Arbejdstilsynet, at han har udført den samme arbejdsopgaveopgave for Roskilde Festival i omkring 25 år.
Charlotte Tornquist, der er kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands politi, siger til Fagbladet, at politiet fortsat afventer en juridisk vurdering af, om der er grundlag for at rejse sigtelse i sagen.

