Hver måned sætter beskæftigelsen nye rekorder, som blæser eksperterne bagover: Aldrig før har så mange været i arbejde. I dag er der over 3 millioner og 22.000 lønmodtagere.
Men selvom det lyder paradoksalt, går det faktisk lettere for virksomhederne med at skaffe arbejdskraft.
Efter covid-tiden var det hver femte virksomhed, som helt måtte droppe at besætte et ledigt job. I dag er det faldet til hver 10.
– Udgangspunktet er stadig, at mange virksomheder mangler arbejdskraft. Men de mangler det i lidt mindre skala end for et par år siden, fordi udbuddet af arbejdskraft matcher efterspørgslen lidt mere.
Det siger arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv, Peter Halkjær.
Vild rekord
Det var en vild rekord, da antallet af lønmodtagere herhjemme rundede tre millioner. Det er lille års tid siden. Siden er beskæftigelsen stadig steget, men i et lidt mindre tempo. Derfor skulle man tro, at arbejdsmarkedet var totalt støvsuget for arbejdskraft, og arbejdsgiverne desperate. Men sådan fungerer det ikke helt, ifølge Dansk Erhverv.
– I perioder hvor udbuddet af arbejdskraft vokser lidt hurtigere end efterspørgslen, ja så vil udfordringerne med at skaffe arbejdskraft være for nedadgående. Så beskæftigelsen kan godt vokse, selvom manglen på arbejdskraft er vigende, siger arbejdsmarkedschef Peter Halkjær.
Og der kan være flere forklaringer, mener han.
– En anden forklaring kan være, at virksomheder trækker sig fra jobmarkedet efter flere forgæves forsøg på at rekruttere. Man tilpasser sig og vender tilbage igen senere, siger han.
Utrolig fleksibelt
Det er blandt andet tilrejsende udlændinge, som får arbejdsmarkedet til at hænge sammen. Desuden er der flere seniorer, som bliver længere på arbejdspladserne, end førhen. Det hænger sammen med højere efterløns- og pensionsalder. Det betyder, at arbejdsstyrken er vokset.
3F’s arbejdsmarkedsøkonom Jesper Grunnet-Lauridsen:
– Det er godt, at Dansk Erhverv erkender, at manglen på arbejdskraft er blevet mindre. Det er vi helt enige i, siger han.
– Set med vores briller på er tallene udtryk for at utrolig velfungerende og fleksibelt arbejdsmarked. Arbejdsgiverne har efterlyst mere arbejdskraft i årevis – alligevel er beskæftigelsen vokset måned for måned, siger Jesper Grunnet-Lauridsen.
Flere pensionister i job
I Dansk Erhverv vurderer Peter Halkjær i øvrigt, at flere og flere pensionister i fremtiden vil fortsætte deres tørn på arbejdsmarkedet ud over pensionsalderen. Folkepensionister får ikke længere modregnet deres arbejdsindkomst i folkepensionen, uanset hvor meget de tjener ved siden af.
For nylig viste tal for maj måned, at næsten 78.000 danskere var i job, samtidig med at de får folkepension. Det er en stigning på 20 procent i forhold til sidste år og det højeste niveau nogensinde.

