Myndighederne lukkede tirsdag i denne uge for store dele af byen, da stanken af giftig kemi bredte sig fra byggeriet på den gamle giftgrund ‘Lynfrosten’ i Nyborg.
Beredskabet afspærrede ligeledes byens motorvejsafkørsel, ligesom togtrafikken blev omdirigeret, da de kemiske lugte bredte sig over Nyborg Banegård. Det skriver TV2 Fyn.
Og det er langt fra første gang, at der er problemer med arbejdet på giftgrunden.
For mindre end et år siden opsagde en række jord- og betonarbejdere deres job på byggepladsen, da de mente at kemien i jorden gjorde dem syge.
Gift i jorden
Den delvise nedlukning af Nyborg blev først ophævet senere på dagen, efter eksperter fra Beredskabsstyrelsen vurderede, at koncentrationen af stoffet fenol i luften var begrænset.
– I lyset af den efterfølgende udvikling kan man selvfølgelig godt føle, at myndighederne gjorde lidt rigeligt ud af situationen. Men på den anden side er det også betryggende, at man ikke tager nogen chancer, siger direktør i Innovater A/S, Morten Lykke, til TV2 Fyn efter hændelsen.
Innovater A/S er ansvarlige for byggeriet af et storcenter på den gamle giftgrund.
Ifølge selskabet spredte den kemiske stank spredte sig i forbindelse med færdiggørelsen af et kloakarbejde på området.
Fagbladet 3F har tidligere beskrevet, hvordan jorden under byggepladsen er fyldt med kemi-tønder.
Kommunen reagerer
Innovater hjemsendte 20 mand fra byggepladsen, da stanken spredte sig tidligere i denne uge.
De ansatte på McDonalds, Circkle K, Lidl of Carls Jr., som ligger i nærheden af byggepladsen, blev ligeledes evakueret, skriver TV2 Fyn.
Hændelsen har fået Nyborg Kommune til at give Innovater et påbud, da de ikke gjorde kommunen opmærksom på, at de har opgravet et ildelugtende materiale.
– Vi har desuden bedt bygherren om en redegørelse om denne episode samt om, hvordan de vil tilrettelægge arbejdet fremadrettet for at undgå, at noget lignende sker igen – og vi vil indtil projektet afsluttes føre et skærpet miljøtilsyn på byggepladsen, siger Jacob Juhl Harberg, der er Teknik-, Miljø- og Erhvervschef i Nyborg Kommune, i en skriftlig kommentar til TV2 Fyn.

