Anna skal bygge højhuse af træ i Schweiz: Sådan kan du gøre det samme

Tømrerlærling tager på byggeeventyr i Schweiz for at lære en byggestil, som vi endnu ikke har meget erfaring med herhjemme.
- Tømrerlærlingen Anna Storm har fået en aftale om at blive udstationeret i to måneder hos et schweizisk byggefirma, der specialiserer sig i trækonstruktioner.
- Hendes udstationering er et pilotprojekt, og skolen overvejer at lave et fast samarbejde med det schweiziske byggefirma.
- Anna Storm håber, at hendes tur kun er begyndelsen for danske tømrerelever.
Når sommeren går på hæld, begiver tømrerlærlingen Anna Storm og hendes tre børn sig ud på et eventyr.
Idéen kom til den 36-årige tømrerlærling, da hun en aften læste en artikel om, hvilke kompetencer fremtidens byggebranche kommer til at efterspørge. Det er blandt andet at bygge højhuse i træ.
– Det er en byggestil, vi herhjemme ofte anvender beton og stål til, og derfor ikke er særligt erfarne med endnu, fortæller Anna Storm til Fagbladet 3F.
Det er en helt vildt god mulighed for at både at udvikle mig fagligt som håndværker og at få et eventyr med min familie
Anna Storm
Og da hun undersøgte mulighederne, fandt hun ud af, at hun ikke behøvede at vente, til hun får sit svendebrev i foråret 2026, men kan komme afsted som lærling og lære lige præcis dette i udlandet.
– Der er helt vildt gode muligheder for at tage afsted, men der er næsten ikke nogen, som gør brug af dem, fortæller Anna Storm til Fagbladet 3F.

Med hjælp fra erhvervsskolen Learnmark Tech i Horsens og praktikpladsen Egil Rasmussen er det lykkedes Anna Storm at få en aftale om at blive udstationeret fra august til midten af oktober i Schweiz hos firmaet Blumer Lehmann AG.
Firmaet har ekspertise i at bygge store konstruktioner i træ – en materialetype, der er stigende efterspørgsel på.
– Verden er så meget større end Danmark, og vi kan lære vildt meget af den måde, man bygger og går til håndværket på i andre lande med andre traditioner, siger Anna Storm.
Børnene skal i skole
Børnene skal gå i skole i Schweiz, og Anna Storm har også fået et legat, der bidrager til at betale en pasningsordning, der kan dække ind i eftermiddagstimerne inden fyraften.
Hun mangler stadig at hente de sidste midler hjem inden afrejse, men er fortrøstningsfuld om, at det nok skal lykkes.
– Der er faktisk en del støtte til, at håndværkere rejser ud. Det fandt jeg ud af og tænkte: det skal jeg og min familie sammen. Det er en helt vildt god mulighed for både at udvikle mig fagligt som håndværker og at få et eventyr med min familie, siger Anna Storm.
Pilotprojekt
Anna Storm er i lære hos en af landets største tømrerfirmaer Egil Rasmussen. Hun oplevede, at firmaets ledelse fra start af bakkede op om hendes udlandsambitioner.
At komme ud og opleve verden og håndværkskulturen i andre lande, er en drøm, hun har gået med længe i maven.
– Formålet er at komme hjem med nogle kompetencer, som jeg ikke kan få herhjemme, og som jeg gerne vil bidrage med til det danske marked, siger hun.
Anna Storms udstationering bliver også set som et pilotprojekt. Er det en succes, vil skolen se på, om der skal arbejdes på en fast samarbejdsaftale med det schweiziske byggefirma.
– Jeg håber selvfølgelig, at kvaliteten af læringen dernede er så høj, at min tur kun er begyndelsen for de danske lærlinge i Schweiz. Min morfar var tømrermester og naver i Schweiz, så det er også en stor personlig drøm, der går opfyldelse, når jeg til dels kan gå i hans fodspor.
Og er det et hit for familien, er det næppe sidste gang, de tager på arbejdseventyr i udlandet.
– Der er så mange spændende måder at bygge på. Hvis det går godt, og mine børn trives i det, kunne jeg godt drømme om at tage et andet sted hen næste gang, siger hun.
