Annonce
Annonce
Annonce

Angstplagede Rolf taber sag om fleksjob

En 64-årig fleksjobber har fået nedsat sin løn med en tredjedel, efter at kommunen skiftede overenskomst på hans arbejdsplads.
En 64-årig fleksjobber har fået nedsat sin løn med en tredjedel, efter at kommunen skiftede overenskomst på hans arbejdsplads.

Selvom fleksjobberen Rolf Nørgaard er dækket af en overenskomst, kan Norddjurs Kommune ifølge Landsretten frit vælge den fra. 3F overvejer at tage sagen i Højesteret.

100%
Annonce

Den 64-årige fleksjobber og tidligere murer, Rolf Nørgaard, føler sig snydt.

Han har i en årrække lidt af angst og stress og har derfor fået tilkendt fleksjob.

Rolf Nørgaard er ansat i antikvitetshandlen Antix.dk i Ørum på Djursland, hvor han blandt andet styrer lageret og passer butik. Virksomheden har tegnet en overenskomst med 3F Randers. 

Men Norddjurs Kommune har valgt at tilsidesætte overenskomsten med den lokale 3F-afdeling. I stedet udbetaler kommunen tilskud til Rolf Nørgaards fleksjob efter en landsoverenskomst, der giver cirka 60 kroner mindre i timen. Penge, som virksomheden går glip af.

Norddjurs Kommune mener, at Rolf Nørgaard skal have 126,45 kroner i timen kroner og ikke 186,62 kroner, som det er aftalt i tiltrædelsesoverenskomsten med 3F. 

Det har kommunen ret til, konkluderer Landsretten i Viborg fredag i en prøvesag mellem 3F og Ankestyrelsen.

Absurd og uretfærdigt

– Jeg synes, det er absurd og uretfærdigt, at man bruger skatteborgernes penge på at tryne folk som mig i en retssag. Og det er horribelt, at Norddjurs Kommune kan blande sig i de faglige aftaler, der er indgået mellem fagforening og virksomhed, siger Rolf Nørgaard.

Han fortæller, at kroppen har reageret på striden, som har varet en årrække. 

– Jeg har oplevet lammelser i venstre side på grund af stress og har måttet tage piller, når presset blev for voldsomt, siger Rolf Nørgaard.

Norddjurs Kommune, der betaler to tredjedele af Rolf Nørgaards løn i fleksjobtilskud til Antix.dk, mente, at den aftalte løn var for høj. Virksomheden er ejet af Rolf Nørgaards søn.

3F anlagde sagen, fordi forbundet ikke mente, at Norddjurs Kommune kunne se bort fra den lokale overenskomst. Forbundet vil nu granske dommen for at se, om der er grundlag for at søge om at føre sagen ved Højesteret.

3F: Skal kommuner frit kunne shoppe overenskomst?

– Vores synspunkt har været, at en indgået overenskomst skal følges. Vi vil nu nærlæse dommens præmisser, inden vi beslutter os for, om vi skal gå videre med sagen, siger Ellen K. Lykkegaard, socialpolitisk ansvarlig hos 3F.

Linda Kruse Døssing fra Udbetalingscentret i Norddjurs Kommune forklarede under retssagen, at kommunen vurderede, at Rolf Nørgaard ikke havde ret til et ulempetillæg, der var en del af tiltrædelsesoverenskomsten. Årsagen var, at ulempetillægget blandt andet blev udbetalt, fordi arbejdet kunne være stressende. Et af Rolf Nørgaards skånehensyn er netop, at han ikke kan tåle at blive stresset.

I 2014 vurderede kommunen, at Rolf Nørgaard skulle aflønnes efter en HK-overenskomst, idet arbejde i butik var en del af hans fleksjob. Denne overenskomst lå også under lønniveauet på tiltrædelsesoverenskomsten med 3F. Det afviste Ankestyrelsen dog.

I 3F Randers vækker dommen undren:

– Skal en kommune kunne shoppe rundt og vælge den overenskomst, de gerne vil give tilskud efter? Vi har indgået mange tiltrædelsesoverenskomster, der har dannet grundlag for fleksjob i Randers. Det er aftaler, som firmaerne er nødt til at overholde, siger Flemming Otkjær, faglig sekretær i 3F Randers.

Han mener, at Rolf Nørgaard er blevet straffet, fordi Norddjurs Kommune ville spare penge.

Norddjurs Kommune ønsker ikke at kommentere Landsrettens afgørelse yderligere.

Annonce
Annonce