Det gik helt galt, da en 60-årig medarbejder hos Muslingeriet på havnen i Hvalpsund fredag 16. juni sammen med virksomhedens ejer lossede paller fra et skib til kajkanten.
Ejeren styrede en kran på skibet med en fjernbetjening, da en anhugningskrog satte sig fast under kajkanten, så tovet strammede op. Og da den 60-årige løsnede de anhugningskroge, som sad fast i den nederste palle i stak, fløj tovet med krogen igennem luften og ramte medarbejderen i ansigtet.
Det skriver Nordjyske.dk.
Havde ikke sikkerhedshjelm på
Den svært kvæstede 60-årige mand blev efter ulykken kørt til Aalborg Universitetshospital, hvor han blev lagt i kunstig koma. Og da Arbejdstilsynet kom til ulykkesstedet, var det en smal sag at kortlægge, hvad der var sket.
Virksomhedens ejer kunne nemlig oplyse, at ulykken var blevet fanget på et overvågningskamera, skriver Nordjyske.dk.
Ud fra ejerens oplysninger og videomaterialet kunne tilsynet se, at den 60-årige ikke havde en sikkerhedshjelm på, da ulykken skete, og virksomheden fik derfor et strakspåbud, skriver avisen.

