En ny topadvokat og partner i det mondæne advokathus Horten har set igennem fingre med fiktive fakturaer og andre mistænkelige forhold i konkurssager, viser aktindsigter og øvrige oplysninger som Fagbladet3F er i besiddelse af.
Horten spillede en ufrivillig hovedrolle i TV 2-dokumentaren “Den sorte svane”, hvor en af advokathusets partnere, Nicolai Dyhr, på skjulte optagelser bliver afsløret i at vende det blinde øje til økonomisk kriminalitet i sin behandling af konkursboer.
Nu kan Fagbladet 3F sammen med Berlingske afsløre, at en anden ledende advokat i Horten, Line Lundorff Brokholm, i flere tilfælde har undladt at indstille firmaer til såkaldt konkurskarantæne på trods af åbenlyst mistænkelige forhold.
En kurator skal anmode skifteretten om konkurskarantæne for virksomhedens ledelse, hvis et konkursramt selskab har ageret groft uforsvarligt for eksempel på grund af konkursrytteri, hvidvask eller stråmandsvirksomhed.
I en af de sager, som Fagbladet 3F og Berlingske kan afdække, har Line Lundorff Brokholm været hyret som kurator i et transportfirma fra Storkøbenhavn, der ifølge vores oplysninger har modtaget fiktive fakturaer, været i søgelyset hos Skattestyrelsens bandeindsats og hvor stifteren er dømt for våbenhandel.
– Alarmklokkerne bimler. Man kunne godt få mistanke om, at det har været en fakturafabrik, siger Lars Kiertzner, statsautoriseret revisor og ph.d.
I en anden sag har advokaten set igennem fingrene med stråmandsvirksomhed, viser en aktindsigt.
Det vil sige, at den person, der er indsat som leder, kun er det på papiret og ikke i virkeligheden, hvilket er ulovligt ifølge konkursloven og bør føre til konkurskarantæne.
– Det her ligner et klokkeklart eksempel på stråmandsvirksomhed, udtaler Troels Lilja, professor i konkursret ved Syddansk Universitet.
I et mailsvar forholder Hortens direktør Anders Bager Jensen sig ikke til den konkrete sag, men skriver, at der fremover vil være bedre styr på dokumentationen på grund af nye og strammere interne retningslinjer i Hortens konkursafdeling.
– Horten er bevidst om, at der kan rejses kritik af den sagsbehandling, der tidligere er foregået i afdelingen for Insolvens & Rekonstruktion. Det har vi allerede erkendt, og som en konsekvens af dette afskedigede vi som bekendt tidligere på året netop den partner (Nicolai Dyhr, red.), som gennem en årrække havde været teamleder i afdelingen, skriver Anders Bager Jensen.
– Vi værdsætter klienters og omverdenens tillid, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi er klar til at tage de fornødne skridt for at sikre, at den tillid består.
Line Lundorff Brokholm har ikke ønsket at besvare spørgsmål om sagen.
Fiktive fakturaer og stråmandsvirksomhed
Advokatfirmaet Hortens direktør Anders Bager Jensen kunne ellers i sensommeren ånde lettet op.
En ekstern undersøgelse, bestilt af Horten selv i kølvandet på dokumentarserien Den sorte svane på TV2, konkluderede, at topadvokat og partner Nicolai Dyhr handlede alene, da han vendte det blinde øje til økonomisk kriminalitet i konkurssager.
– Undersøgelsen bekræfter vores formodning om, at Nicolai Dyhr handlede på egen hånd, uden at medarbejderne omkring ham havde det fulde billede af de enkelte sager, udtalte Anders Bager Jensen.
Men nu er Fagbladet 3F og Berlingske altså kommet i besiddelse af dokumentation, der sætter spørgsmålstegn ved, om Nicolai Dyhr er den eneste Horten-advokat, der har lukket firmaer ned uden at granske dem grundigt nok, som det fremgik af TV2-dokumentaren.

Nicolai Dyhrs tidligere kollega og nuværende Horten-partner Line Lundorff Brokholm har været kurator for et murerfirma og et transportfirma, som ifølge eksperter, der har gennemgået sagerne, ser problematiske ud og skulle have ført til konkurskarantæne for selskabernes ejere.
Line Lundorff Brokholm blev udpeget som kurator på baggrund af de to selskabers egenbegæring. Med andre ord har selskaberne selv betalt for at udpege Line Lundorff Brokholm som kurator til at behandle deres konkursboer.
Det er denne praksis, der stilles skarpt på i dokumentarserien Den sorte svane. Her gav Nicolai Dyhr indtryk af, at han var villig til at hjælpe suspekte virksomhedsejere med at slippe billigt ud af et konkursbo med denne metode.
De to selskaber blev efterfølgende lukket af Line Lundorff Brokholm med gæld på mindst tre millioner kroner til Gældsstyrelsen, uden at der blev indledt konkurskarantænesager.

Men den høje gæld til det offentlige er ikke det eneste, som de to eksperter i konkursret og revision finder kritisabelt.
Ifølge vores oplysninger opstod transportfirmaets skattegæld delvist som konsekvens af at have modtaget fiktive fakturaer fra en virksomhed, hvis direktør blev idømt fængselsstraf i sagen om Outpay-komplekset, som politiet har døbt hvidvask-sagen. Her blev der hvidvasket for 353 mio. kroner.
– Det er meget nådigt at slippe afsted med en gæld på tre millioner kroner til skat, uden der sker noget som helst i den her sag, siger Lars Kiertzner, statsautoriseret revisor og ph.d.
I sagen om murerfirmaet var der indsat en leder af selskabet, som reelt ikke var leder.
– Det er tydeligt, at der har været en stråmandskonstruktion. Og det ved kurator jo også godt, for hun skriver det selv i sin redegørelse. At man alligevel ikke rejser en sag om konkurskarantæne. Det ser meget mystisk ud. Det må jeg bare sige, siger Troels Lilja, professor i konkursret ved Syddansk Universitet.

Bippet ud af Den sorte svane?
Men det er ikke kun behandlingen af de to konkurssager, der vækker mistanke om, at Horten-partner Line Lundorff Brokholm i nogle tilfælde har været “til at tale med”, når det handlede om at lukke mistænkelige konkursboer ned, uden at de blev gennemgået for grundigt.
Identiteten på den kvindelige kollega, som Nicolai Dyhr omtaler i Den sorte svane, har, siden dokumentarserien udkom på TV2, været genstand for spekulationer.
– Jeg har min kollega (bip). Hun er også meget til at tale med. Og så den anden (bip). Han er noget mere firkantet. Men jeg lader (bip) komme ind over. Hun var også med på [tøjmærket] Alis dengang, siger Nicolai Dyhr til Amira Smajic på de skjulte optagelser i Den sorte svane.
– Ja, det kan jeg godt huske. For der er jo nogle af [selskaberne], der ikke skal have kigget alt i sømmene, svarer Amira Smajic kort efter.

Fagbladet 3F og Berlingske har søgt aktindsigt i tøjfirmaet Alis ApS konkurssag, og her er Line Lundorff Brokholm den eneste, der står som kurator på konkurssagen sammen med Nicolai Dyhr.
Hun har også tidligere arbejdet sammen med Nicolai Dyhr i en række andre sager.
I et mailsvar skriver TV2, at de ikke kan oplyse, om det er Line Lundorff Brokholm, der er bippet ud af Nicolai Dyhrs kommentar om sin kvindelige kollega i Den sorte svane.
Horten har ikke svaret på, om TV2 har forelagt advokatfirmaet, at Line Lundorff Brokholm bliver nævnt i dokumentarserien.
I kølvandet på Den sorte svane har Nicolai Dyhr udtalt til Børsen, at han har handlet “ubegribeligt dumt” i dialogen med suspekte personer, men afviser, at hans behandling af konkursboerne har været fagligt problematisk.

