Hvad hvis regeringen ændrer i dagpenge-perioden?
Jeg er en 56-årig ufaglært, arbejdsløs kvinde. Har arbejdet på fabrik i 37 år, men blev ledig i marts i år. Jeg søger alt, hvad jeg kan bestride af jobs, men det er håbløst i denne tid. Mit spørgsmål er: Kan regeringen nedsætte dagpengeperioden, for eksempel i 2011, til to år med omgående virkning, således at jeg falder ud af systemet, så jeg ikke kan få min efterløn, når jeg fylder 60 år?
Som reglerne er nu, kan jeg få dagpenge til jeg er 60 år. Der er bare ikke nogen job at få, og jeg tror, det bliver værre jo længere, man går arbejdsløs.
Den bekymrede
Regeringen kan i princippet ændre lovgivningen, som den har lyst til, hvis den kan få et flertal i Folketinget bag sine forslag.
Regeringen har blankt afvist at følge Arbejdsmarkedskommissionens anbefalinger, herunder forslaget om at afkorte dagpengeperioden.
Skulle regeringen på et senere tidspunkt, for eksempel i 2011, skifte mening og ønske at afkorte dagpengeperioden, vil dette ikke i sig selv gøre, at du mister muligheden for at gå på efterløn.
I de nugældende regler bevarer man muligheden for at gå på efterløn, når man når efterlønsalderen, selvom man opbruger sin dagpengeperiode på de fire år, efter man er fyldt 50 år.
Man skal opfylde alle de øvrige betingelser for ret til efterløn, herunder at man står til rådighed for arbejdsmarkedet, når man når efterlønsalderen. Det vil blandt andet sige, at man skal være aktivt arbejdssøgende – herunder tilmeldt jobcenteret som ledig.
Med venlig hilsen Claus Jørgensen
Ulykke på job som efterlønner
Jeg er efterlønner og har nogle timers arbejde ved min gamle arbejdsgiver et par gang om ugen. Nu kommer jeg i tvivl om, hvordan jeg egentlig er stillet, hvis jeg bliver udsat for en arbejdsulykke på mit arbejde, som er at samle og presse metalaffald. Er jeg stillet på lige fod med en fuldtidsansat medarbejder eller udregnes en erstatning på anden vis for en efterlønner, der kun har få timers arbejde?
Efterlønneren
Kære efterlønner
Jeg kan oplyse, at hvis du er i ansættelsesforhold, hvor du arbejder for en arbejdsgiver et par timer om ugen samtidig med at du modtager efterløn, er du omfattet at arbejdsskadeforsikringsloven og dermed også berettiget til erstatning på lige fod med andre ansatte, hvis du kommer ud for en arbejdsskade.
Det er vigtigt, at du kan dokumentere, at der er tale om et reelt ansættelsesforhold via en ansættelseskontrakt, som arbejdsgiveren er forpligtet til at give dig. Skulle du være så uheldig at komme ud for en arbejdsskade, der medfører varige men og tab af erhvervsevne, vil du kunne få erstatning fra arbejdsskadestyrelsen. For at få erstatning skal skaden anerkendes som en arbejdsskade, og du vil evt. være berettiget til behandlingsudgifter, erstatning for varige men og erstatning for erhvervsevnetab.
Der udbetales erstatning når mengraden er mindst 5 % og når indtægtstab er mindst 15 % . Men der vil være et aldersmæssigt fradrag for den del, der angår erstatning for varigt men, og erstatning for erhvervsevnetab vil blive udregnet efter det antal timer/løn, som du oppebar på skadetidspunktet, sammenholdt med din alder.
Med venlig hilsen
Palle Larsen