Med baggrund i dommen kræver 3F nu samtlige sager revurderet. Først og fremmest i de sager i Norddjurs Kommune, hvor psykiateren har lavet speciallægeerklæringer.
En aktindsigt viser, at Piet Casier har modtaget 263.760 skattekroner for at lave 24 speciallægeerklæringer for kommunen.
– Det er en klar dom, og vi forventer, at Norddjurs kommune og alle kommuner, som har brugt psykiatriske erklæringer fra Piet Casier, ser på disse sager igen og vurderer om der er sket den rigtige sagsbehandling. Vi siger ikke, at der er sket fejl i alle sagerne. Men dommen og det faktum at der ligger fem sager hos Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn viser, at der er behov for at se på dem igen, siger Ellen K. Lykkegård, der er socialpolitisk ansvarlig i 3F.
Bakker op om 3F’s krav
Fagbladet 3F har forsøgt at få en kommentar fra borgmester Jan Petersen (S). Men kommunens kommunikationsmedarbejder Heidi Irene Johannesen, oplyser, at kommunen lige nu er i gang med grundigt at gennemgå dommen i samråd med advokaten.– Derfor kan vi på nuværende tidspunkt ikke kommentere, siger hun.
Det kan derimod enhedslistens medlem af byrådet, Ulf Harbo.
– Jeg bakker 100 procent op om genoptagelse af sagerne. Piet Casier har fået massiv kritik fem gange fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn og har nu fået en klar dom. Det dokumenterer, at han er en uvederhæftig psykiater, hvis diagnoser man på ingen måde kan fæste lid til, siger han.
Han mener, at Norddjurs Kommune har svigtet ved ikke at have taget ansvar.
240.000 kroner i erstatning
– Kommunen har fortsat med at bruge Piet Casier trods massiv kritik af hans embedsførelse. Det har fastholdt borgere i systemet i årevis, siger han.Retten i Randers dømte 14. juli Norddjurs Kommune og Piet Casier til at betale erstatning på 240.000 kr. til Helle Drejer Nielsen, der blev beskyldt for at lyve sig syg.
Norddjurs kommune er dømt for at have tilkendt Helle Drejer Nielsen fleksjob for sent. Det skulle være sket i 2010 og ikke først i 2012, som kommunen gjorde på baggrund af Piet Casiers fejlagtige erklæring.
– Vi har vi set et sagsforløb, der har været præget af arrogance fra ledelsen og mistillid til borgeren. Det er meget kritisabelt og der er faglig inkompetence på alle niveauer, siger Ellen K. Lykkegård.

