Stigende efterspørgsel på vindmøllemarkedet betyder, at Vestas lige nu opruster med 80 nye medarbejdere, og interessen for en stilling hos Vestas er overvældende.
948 har indtil videre søgt de 80 job, der er inden for lager, produktion og test på Vestas Nacelles i Ringkøbing, hvor der produceres møllehuse.
Dermed fortsætter den danske vindmølleproducent fremgangen fra 2014, hvor firmaet efter nogle barske år med fyringer forøgede antallet af medarbejdere med omkring 500 i Danmark.
Stigende efterspørgsel
– Produktionen er steget så meget, at vi skal bruge 80 fastansatte, siger fællestillidsrepræsentant Michael Abildgaard Lisbjerg.
Han oplyser, at de første 20 nye ansatte er fundet. De havde første arbejdsdag i går, mandag.
Vestas har nedlagt sin egen rekrutteringsafdeling, og derfor er opgaven med at finde nye medarbejdere lagt i hænderne på vikar- og rekrutteringsfirmaet Manpower, oplyser han.
Søger fastansatte – ikke vikarer
– Alle ansøgere bliver screenet, og derefter får Vestas en pulje at vælge ud fra. Det er fastansatte og ikke vikarer, vi søger. Det er dejligt, at der er så stor interesse for at komme til at arbejde på Vestas, siger Michael Abildgaard Lisbjerg.
Vestas er en dansk virksomhed, der leverer vindmøller og havvindmøller i hele verden.
