Ghita Nørbys seneste film handler om kærlighed – med et tvist. For uden at røbe for meget, så har kærligheden, både den mellem elskende og den mellem forældre og børn, ikke de nemmeste kår i “Nøgle Hus Spejl”, som filmen hedder. Den kryptiske titel giver overvældende mening midt i filmen. Og ryster ikke bare biograf-sæderne, men også balancen mellem filmens hovedperson, Lily, og de mennesker, der omgiver hende.
– Jeg er meget glad for den film. Den handler om kærlighed, om et tabu som demens og om vores trang til at lukke øjnene for de mørke sider af livet. Jeg tror, det er en forsvarsmekanisme, men det fører jo kun til ensomhed, hvis vi ikke rækker hånden ud mod andre mennesker, siger Ghita Nørby.
At række hånden ud – og ind-imellem få nogle ordentlige klask over fingrene – har aldrig været et problem for Ghita Nørby. I sine 80 år på jorden har hun både fortryllet som den yndige, unge baronesse fra benzintanken i filmen af samme navn, og frastødt som den ældre kvinde, der vil have mere kær-lighed, end ægteskabet har givet hende.
Lilys familie bliver provokeret og vred, da hun forelsker sig. Forstår du dem?
– Ja, til dels. For datteren i filmen ved noget, hendes mor ikke ved. Men de fleste unge synes jo også, at det er ulækkert, hvis to gamle mennesker synes om hinanden og er sammen! Også selvom man ikke viser de der åndssvage bevægelser, man kan udføre sammen. Det er da ikke rart at se på, synes folk. Hvor-for er det ikke rart? Kærligheden eksisterer, til livet er væk. Og hvorfor skulle vi afskære os fra den?
Du blev selv skilt som 75-årig?
– Ja, for der skulle for mig stadig være en årsag til at være gift. Jeg ville ikke bare være i et ægteskab med “plejer”. Folk var så forargede. Efter to år finder vi så sammen igen som kærester – og så er dén også gal! Det kunne de heller ikke lide. Den personlige udfoldelse provokerer folk. De kan ikke lide, at man snubler i de borgerlige regler.
Bagsiden af et franskbrød
Vil det sige, at der faktisk er lidt Ghita i filmens Lily, der insisterer på mere kærlighed? Også selvom hendes mand ikke er død, men lammet af en hjerneblødning.– Som skuespiller er jeg karakter-skuespiller. Jeg arbejder med Lilys rolle. Men bagefter går jeg hjem og laver stegt flæsk med persillesovs som Ghita. For mig er det en måde at opretholde mig selv på som skuespiller. Og som menneske.
At opretholde sig selv som menneske betyder noget for dig?
– Ja, det har vi en pligt til. Jeg står op hver morgen og sminker mig. Og det er ikke kun, fordi jeg ellers ligner bagsiden af et franskbrød… Men jeg gør noget. Livet er ying og yang, det er lys og skygge, sorger og glæder, der spejler sig i hinanden. Livet er også fyldt med fiaskoer, men man er nødt til at skabe sig en bevidsthed om alt det, livet rummer. Man er nødt til at se. Også de mørke sider – med mindre man da vil sidde bag en skærm i stedet for at leve. Og det vil jeg ikke. Jeg ved ikke noget sjovere end at leve, siger Ghita Nørby.
“Nøgle Hus Spejl” handler om kærlighed, men også om vores angst for at miste både den og for-standen. Kan du genkende den angst i dig selv?
– Ja, for hvem er ikke stresset el-ler angst i dag? Bare gå ud i trafikken; dér ser du, hvilke mennesker vi er. Det er så skræmmende at opleve en egoisme, der fylder en hel Audi. Ingen har åbenbart fantasi til at forestille sig, at der kan ske en ulykke. Hvor er humoren? Hvor er kærligheden og latteren? Hvor er selvironien? Hvis man ikke får den indsigt i, hvad det vil sige at være menneske, så er man et underligt, fattigt væsen, siger Ghita Nørby.
Den lille gås
I sin lange karriere har hun trådt ikke så få mennesker over tæerne, når hun i klarsprog har meddelt dem, hvem hun er – og hvad hun forventer af andre. En del af frygtløsheden stammer, siger hun, fra opvæksten i et ret frit kunstnerhjem. Men også fra at øve sig i at gøre sit bedste. Og at blive herset med.– Jeg har været heldig. For hvis jeg var ung i dag, var jeg sikkert kun blevet typecasted som den der søde, kære, unge pige med strut-brysterne og smilehullerne. Og så var jeg forsvundet. Men instruktører som Erik Balling så den der lille gås, der løb rundt dér og sagde: “Lad os se, om der er mere i hende”. Jeg lærte at tænke. Og det kommer der meget godt ud af!
Men kender du slet ikke angsten – skrækken for at miste forstanden eller blive afhængig af andres hjælp?
– Jo, og i min alder ville det være åndssvagt ikke at tænke over det. Jeg har haft kræft to gange, men jeg kan også godt glemme, at jeg har haft det. Stress er jeg i familie med. For hver gang, jeg står på en scene, skal det helst være lidt bedre end sidste gang. Og av, det gør ondt i det knæ, jeg er blevet opereret i. Men jeg gider ikke være bekymret. Jeg er ikke én, der fordyber mig i min egen angst, og jeg ved ikke noget sjovere sted end verden. Jeg synes, det er så sjovt at leve.
Hvordan lever du?
– Jeg kan godt lide nærvær. Jeg kan lide at kigge ind i andre menneskers øjne. Og jeg passer godt på mine venskaber. Og her mener jeg ikke Facebook. Jeg har venner i mange generationer, og jeg er også ven med mine børnebørn, August og Barbara. Jeg tror, generationer kan lære meget af hinanden. Men man skal give. Man skal ikke sidde og være nærig. Når mit barnebarn August på 21 lader sin jakke ligge og flyde på gulvet, så siger jeg da, “August, gider du ikke lige …”, men så siger jeg heller ikke mere. Skulle jeg spilde min farmorrolle på at skælde ud? Der skal en vis latter til livet. Og jeg gør mig umage med livet. For jeg holder så meget af det.