Det har Branchearbejdsmiljørådet for service- og tjenesteydelser sat fokus på med en ny film, hvor en ung kokkeelev bliver voldsomt forbrændt i et køkken.
Filmen har netop på den internationale mediefestival om arbejdsmiljø vundet prisen for bedste film om forebyggelse af ulykker på arbejdspladsen. Mediefestivalen er organiseret af International Social Security Association, og der blev indsendt 290 indlæg fra 33 lande. Ni lande fik priser.
Mange unge i ulykker
Baggrunden for filmen er, at antallet af ulykker blandt unge er alarmerende højt. En undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser, at risikoen for arbejdsulykker blandt de 18 til 24-årige er 60 procent større end gennemsnittet for alle aldersgrupper.– Der er mange ulykker blandt de unge, og det ville vi gerne sætte fokus på. Det gør vi blandt andet med denne film, som er spredt på de sociale medier, fortæller Kenneth Novak, formand for BAR service- og tjenesteydelser og forhandlingssekretær i 3F.
Han håber, at filmen vil få både arbejdsgivere og de unge selv til at være mere opmærksom på ulykker.
– Man skal passe på de unge og nyansatte og være opmærksom på, at de har større risiko for ulykker. Og jeg håber, at det vil bliver brugt i undervisningen på skolerne, som et oplæg til diskussion om arbejdsmiljø, siger Kenneth Novak.
Forstå alvoren
Netop forebyggelse er også nøgleordet for overlæge og ph.d på Arbejdsmedicinsk Afdeling på Regionshospitalet Herning, Flemming Lander.– Vi ved jo, at de unge kommer mere til skade end de ældre, og vi ved sådan set godt hvorfor. Derfor handler det om rationel forebyggelse med fokus på at få de unge mennesker i tale og få dem til at forstå nødvendigheden af sund og sikker adfærd i arbejdslivet som i andre dele af deres livsudfoldelse, sagde Flemming Lander til Fagbladet 3F for nogle måneder siden.
