– Vi vil være sikre på, at de ansatte også har overenskomstmæssige løn- og arbejdsforhold, når vi udliciterer, siger overborgmester Frank Jensen (S).
Kontrol af kvalitet
Samtidig skal kommunen fremover også kontrollere om de private firmaer, som løser opgaver for kommunen, overholder loven og leverer den ventede kvalitet til borgerne.Socialdemokraterne og SF har fået gennemført en evaluering af de sidste fem års udliciterede opgaver fra 2007 til 2011. De to partier bestilte undersøgelsen, efter Fagbladet 3F’s mange afsløringer af sort og underbetalt arbejde på offentlige skoler og i børneinstitutioner i en række andre kommuner.
Kun en forvaltning kontrollerer løn
Samlet set er 19 udliciterede opgaver i Københavns Kommune til en samlet beløbsramme på 1,3 milliarder kroner blevet evalueret. Rapporten viser, at det kun er Teknik og Miljøforvaltningen, som i dag følger systematisk op på, om de ansatte trives og har ordentlige løn- og ansættelsesvilkår, efter de er blevet overført til et privat firma. Det skal der nu laves om på.– Vi skal være sikre på, at de private firmaer, som overtager opgaverne behandler medarbejderne ordentligt. Der skal selvfølgelig være ordnede forhold, når vi vælger at få udført opgaverne ude i byen, så man ikke konkurrerer på dårlige forhold for medarbejderne, siger SF’s leder Ninna Thomsen.
