Sandra Vinding og Markus Hohlmann søgte om økonomisk hjælp fra Grønlandsfonden. Søskendeparret ville gerne til Julianehåb i Sydgrønland for at besøge byens gamle kirke, hvor en hvid redningskrans fra grønlandsskibet “Hans Hedtoft” hænger – den eneste bevarede rest fra det forliste skib, som deres far var gået ned med knap 40 år forinden.
De to søskende fik nej. Uden en forklaring fra fondens bestyrelse.
Efter “Hans Hedtoft”s forlis 30. januar 1959 blev der ellers iværksat en landsindsamling af penge til de efterladte. Danskerne og grønlændernes vilje til at støtte var stor, og folkets gave blev opgjort til 3,7 millioner kroner godt et år efter skibsulykken. Pengene blev puttet i en fond, og en bestyrelse blev sat til at forvalte folkegaven.
Men en del af familierne, som havde mistet et medlem om bord på grønlandsskibet, fik aldrig så meget som en krone fra fonden. Det afslører en helt ny bog – “Skibet der forsvandt”.
Flere efterladte kom til at leve i fattigdom efter forliset. Det skete med fuld viden fra bestyrelsen for den fond, som havde til opgave at hjælpe dem. Adskillige efterladte var gennem årene utilfredse med fonden. Heriblandt en kedelpasser og hans hustru, som havde mistet deres søn, der var besætningsmedlem på “Hans Hedtoft”:
“De ting, vores søn havde, og som var af stor værdi, gik tabt. Men savnet af vores søn er for os grusomt og har medført forfærdelig, dårligt humør. Vi mener, at der skønnes uden særlig lov og regler i hvert enkelt tilfælde fra fondens side, da pengene er indsamlet for også at lindre vores sag. Vi håber som en meget lille trøst at kunne komme i betragtning”, skrev familien til fonden.
Det kom familien ikke. Fondens bestyrelse ville ikke give penge til lindring af forældrenes sorg.