Ole Rønhoff lod sin datter døbe Nikoline - efter Royal Unibrews elskede appelsinvand. Da han blev udsat for en arbejdsulykke, udfyldte han sammen med ledelsen en anmeldelse. Men bryggeriet sendte aldrig papirerne ind til myndighederne. Nu er Ole Rønhof
Selvom flere end 500 arbejdsskader hvert år bliver holdt skjult, udsteder politiet færre end to bøder. Sagerne bliver forældet, lyder forklaringen fra Arbejdsskadestyrelsen.
Klaus Buster Jensen
100%
Annonce
Royal Unibrew slipper for en bøde, selvom bryggeriet i strid med loven har skjult Ole Rønhoffs ulykke i tre år. Men sagen er ikke enestående.
Kun ganske få af de virksomheder, der bliver afsløret i at have undladt at anmelde en arbejdsskade, får i sidste ende en bøde.
Færre end to virksomheder om året får således en bøde for at holde ulykker hemmeligt. Det på trods af, at Arbejdsskadestyrelsen hvert år behandler flere end 500 sager om arbejdsskader efter ulykker, der ikke er blevet anmeldt inden et år, som de skal ifølge loven. Det viser en opgørelse, Arbejdsskadestyrelsen har foretaget for Fagbladet 3F.
– Der burde falde en bøde i alle sager, for virksomhederne har ikke opfyldt deres pligt som arbejdsgivere, mener chef for arbejdsmiljø i 3F Palle Larsen.
17 bøder på 10 år
På 10 år fra 2001 til 2010 udstedte politiet kun 17 bøder. Mens myndighederne alene i året 2010 opdagede 606 arbejdsskader, der ikke blev anmeldt til tiden.
– Der er ingen retfærdighed i det her system. Arbejdsgiverne har sjusket og sjasket, og tilbage står vores medlemmer og har ofte mistet deres job og fået en alvorlig arbejdsskade, siger Palle Larsen.
Ifølge chef i Arbejdsskadestyrelsen Merete Roos er et af problemerne, at sagerne bliver forældet to år efter, at ulykken er sket.
– Det, der typisk sker, er, at der går rigtig lang tid, før Arbejdsskadestyrelsen bliver bekendt med ulykken, og i nogle tilfælde går der længere tid end to år. Og i de tilfælde sender vi ikke sagen i forhold til politiet, for vi ved, det ikke fører til resultat, siger Merete Roos.
“Latterlige bøder”
Ifølge loven skal virksomheder anmelde ulykker, der kan give en arbejdsskade, til Arbejdsskadestyrelsen. Og det skal ske kort tid efter ulykken.
Bliver ulykken ikke anmeldt til tiden, kan det få alvorlige konsekvenser for firmaets medarbejder. For et flertal af de sager, der bliver anmeldt for sent, falder til jorden, fordi det bliver sværere at bevise ulykken og arbejdsskaden.
Et flertal i Folketinget har netop besluttet at fordoble bøden for at skjule alvorlige ulykker for Arbejdsskadestyrelsen til 5.000 kroner.
– Bøderne er stadig latterlige små i forhold de skader, de har forvoldt deres ansatte. Bøden burde være samme størrelse som den erstatning, deres medarbejder er gået glip af, fordi virksomheden har undladt at anmelde ulykken, mener Palle Larsen.