Charlotte på 10 år er på vej til stranden med sine søskende. Cyklen kommer ud af kontrol. Det næste, hun husker, er, at hun bliver båret op af en skrænt. Hun opfatter et skarpt lys og en slags stemme, der fortæller, at det ikke er nu, hun skal dø.
Den nu 50-årige Charlotte Weppenaar Pedersen var pigen på cyklen, og nærdødsoplevelsen, hun havde i barndommen, fik hende til at udforske tusmørket mellem liv og død. Og er årsag til, at Charlotte Weppenaar Pedersen i dag holder kurser om, hvordan vi håndterer døden. – Det er mange forskellige mennesker, der kommer til kurserne. Fagfolk som læger, sygeplejersker og præster. Pårørende fra alle samfundslag. Og så er der mennesker, der har fået at vide, at de skal dø af kræft – måske om en måned – som gerne vil forberede sig. Der er en kollektiv frygt for døden i vores kultur, og den prikker Charlotte Weppenaar Pedersen hul i. Blandt andet ved at arrangere øvelser og forklare, hvordan man mentalt kan ruste sig. Lige meget, hvad man tror på. Hvad tror du selv på? – Efter megen forskning og praktiske erfaringer kan jeg ikke godtage, at der kun er et liv. Jeg tror, der eksisterer flere sjæleliv. Essensen af os fortsætter. Om det bliver i andre riger i himlen eller et liv et andet sted, ved jeg ikke. Men noget fortsætter.På den anden side
Stearinlysene blafrede over bordet med sushi og champagne. 62-årige Mette Rolf, døende af stenlunger, inviterede på sin sidste “nadver”. Hendes søn havde ringet efter Charlotte, og nu sad de og snakkede om Mettes liv. Hun kunne ikke selv spise noget, men drak af champagnen og fortalte om, hvordan hun i sit næste liv ville ride på elefanter i Indien. Efter middagen blev hun båret i seng og døde om natten – med et smil.
Charlotte har i løbet af de sidste 25 år siddet med 40 døende og hjulpet dem med at komme herfra. – Som døende har man brug for at slippe livet, og pårørende har svært ved at acceptere det faktum. Døende har også brug for at reflektere over deres liv. Har jeg gjort en forskel? Har jeg givet kærlighed? Hvordan har det været at være mig? De ting kan døende snakke med om, mens jeg sidder ved dem. Det vigtigste er den ærlighed og kærlighed, der bliver skabt i samtalerne. På den måde giver døden indsigt. På Charlottes kurser får alle folk spørgsmålet: Hvad vil du gøre, hvis lægen siger, du har 1 år tilbage at leve i? – Det spørgsmål sætter mange ting i gang. Nogle vil rejse langt væk, nogle vil fjerne bitterhed, der ligger i familien. Så allerede der har døden været en hjælper til at rette livet ind. Og vi burde alle fra tid til anden tage stilling til, hvordan vi lever vores liv. Så bliver de fleste pludselig taknemmelig over for dagen i dag. Og de begynder at fokusere på de vigtige ting i livet. En ny bil eller et nyt hus bliver pludselig mindre væsentligt.Lær, hvordan kroppen dør
Kroppen gennemgår en række processer i et dødsforløb. Og det er værdifuldt at vide for både den syge og for familien. – Der er en bioenergi, der opløses, når man dør. Og folk bliver lykkelige for at få det at vide. Det giver nemlig svar på flere spørgsmål. Kroppen bliver køligere – helt op til et halvt år forinden. I anden fase begynder vandet at opløse sig i kroppen. Nyrerne holder næsten op med at fungere, og man føler en kraftig tørst, der ikke kan slukkes. Det er svært at styre blæren, og øjnene tørrer ud. Mange får også en gul, pergamentagtig hud. – Næste fase er terminalsmerter. Det er ikke fysiske smerter, som mange tror. Det er rastløshed og uro. Nogle hører stemmer. Alle vores følelser samles i den fase. Det er ikke noget, vi får forklaret af læger? – Lægerne dæmper det med morfin. Og så kan overgangen til den sidste fase blive svær. For der kommer en opfriskning. Det virker som om, den døende er ved at komme sig. Men det er ånden, der blusser op. Endelig holder hjertet op med at slå – og så kommer udåndingen.Hold en vågeperiode
Charlotte havde siddet mange dage hos den døende kvinde, og nu var hun sovet ind. Ambulancen kørte dem til hospitalet. Og som aftalt bad Charlotte nogle bønner for hende. Pludselig kommer en rengøringskvinde skramlende ind med sin vogn. Det rykker i den dødes krop, og Charlotte mærker en uro i lokalet.
Lægeverdenen erklærer en person død, når hjertet holder op med at slå. Men Charlottes erfaring er, at kroppen stadig reagerer nogle dage efter “den fysiske død”, og hun er sikker på, at der går mindst tre dage, før sjælen har forladt kroppen. – Få sagt de ting, du har brug for at sige til den døde, og lad være med at diskutere arv hen over liget. For der er stadig kontakt, hvis man mærker rigtig efter. Men vi tør ikke røre eller snakke til vores døde – og sorgen har vi det også svært med? – Ja. Derfor synes jeg også, at vi skal genindføre sørgeperioden, så vi igennem et stykke tid får sagt farvel, og med et sørgebind på armen signalerer vi til omgivelserne, at vi er i sorg og derfor er sårbare. Det væsentligste er at være ærlig – især over for sig selv.